Corvo
Corvo, den mindste og fjerneste af øerne, er toppen af én eneste udslukt vulkan. I dens enorme krater - engang et inferno - græsser sortbroget kvæg i pagt med minisamfundets rolige dagligdag og nattens stilhed brydes kun af skråpers skrig.
af Nina Jalser
Fakta om Corvo
Indbyggere: 470
Længde: 6,5 km
Bredde: 4 km
Areal: 17 km2
Højeste punkt: Morro dos Homens, 718 m o.h
Hovedby: Vila do Corvo, 430 indb.
Klima: 14o-20o, mere regn og blæst end på de andre øer
Om man ankommer med fly eller båd, ligner Corvo, Açorernes yderste ø, en kæmpehval ude i horisonten. Men Corvo er blot den synlige del af en vulkansk kegle, der rejser sig fra Atlantens dyb. Kysten er rå og stejl – op til 700 m høj - og mange søfugle yngler her. Kun mod syd falder kysten jævnt, og her ligger øens eneste by, Vila do Corvo, omgivet af opdyrkede marker.
Dette minisamfund er en uforglemmelig oplevelse: en slentretur gennem den bevaringsværdige, gamle bydels snævre, brolagte stræder med tæt liggende, hvidkalkede og basaltstenhuse med bittesmå vinduer, lys og skyggevirkning, kik ind i husenes gårde med svinesti og hønsehus – fredfyldt, malerisk og usædvanligt - det mest isolerede sted i Europa.
Corvo indbyder til afstresning og vandreture. Selv om man kun er på 1-dagstur, er der tid til at vandre (eller køre) op til Caldeirão, et af Açorernes største vulkankratere. Som på de andre øer er her høje hortensiahegn, açorisk ceder og grøn trælyng. Mere end 50% af øen er naturfredet – og i 2007 udnævnte UNESCO hele øen til biosfærereservat pga. dens variation af Makaronesiens typiske biotyper.
Sportsfiskeri og dykning er en anden mulighed, og en sejltur rundt om øen – i stille vejr! – er en fantastisk oplevelse.
15. juni 2003 havde Corvo besøg af hele to præsidenter, Portugal og Açorernes. De skulle nedlægge grundstenen til et alderdomshjem. Det isolerede samfund er ikke glemt
Corvo blev (gen)opdaget i 1452 samtidig med Flores og var da dækket med cedertræer. Øen kaldtes Ilha dos corvos-marinhos (pga. det store antal skarver, der fandtes her) eller Ilha de Santa Iria. Først i 1548 kom bosættere fra Flores, og de medbragte maurerslaver.
Det var på Corvo, man fandt mønter fra Kartago (se: Let læsning til fly). Corvo havde ingen sikker havn og var afskåret fra de andre øer store dele af året - det er den stadig under vinterens barske storme. I flere århundreder var tændte bål den eneste form for kommunikation mellem Corvo og Flores. Antallet af bål fortalte, om der var brug for fx lægehjælp, præst eller mad.
I 1700-tallet rekrutterede amerikanske hvalfangerskibe mænd fra Corvo. De var kendt for deres mod. I dag lever man af kvægavl. Indtil for nylig benyttedes naturaløkonomi. Penge havde ingen interesse, man byttede varer.
Øen fik først elektricitet i 1973 og i 1993 en flyveplads, hvor små fly eller helikoptere kan lande. Men i de seneste år er der gjort meget for at forbedre infrastrukturen: ny skolebygning med nyeste teknologi og internet, børnehave, lægehus, ostemejeri, slagtehus, fiskerhus, kølehus, udvidelse af flyvlandingsbane til 800m og havn - og snart moderne vindmøller på Morro da Fonte på den sydlige del af øen.
Vila do Corvo
Alle øens indbyggere bor i Vila do Corvo, som fik bystatus i 1832 (som belønning for at de holdt med Dom Pedro). Det er det mindste samfund i Portugal med en sådan status. Havnen, Porto da Casa, er også byens badested. Her ses fjordterne (garajau)og den sjældnere dougallsterne (garajau rosado), der »styrtdykker« ned i havet efter fisk.
Langs Vila da Corvos brostensbelagte, krogede stræder, canadas, ligger ensartede, mauriskprægede sort-hvide huse med indre gårde, hvorfra der høres grisegrynt og hønsekaglen – man er selvforsynende! Mange husdøre har gamle trælåse, der tidligere aldrig blev låst. Men den tid er forbi. Efter man begyndte at »importere« arbejdere fra andre øer – og nu også udlandet - låser man både hus- og forretningsdøre.
Øen har én læge, én præst, ét posthus, to banker, to apoteker, to politibetjente, intet fængsel, men tre minimarkeder. Deres udvalg er dog beskedent. Der kommer jævnligt fragtskib til Flores, og derfra sejles post og varer videre til Corvo.
Vejskilte findes, men alt andet, undtagen banker og posthus, er skilteløst. Man må spørge sig frem efter supermarked og café. Prøv den håndlavede ost, serveret med majsbrød.
Øen har folkeskole til niende klassetrin og bibliotek (med internetadgang), oprettet af Gulbenkian i 1966 – nok det eneste i Portugal, hvis bogbestand var ucensureret under Salazar – øen lå langt væk.
Værd at opleve
Den gamle bydel ligger samlet omkring Igreja Nossa Senhora dos Milagres (1500-tallet - 1795), Rua Matriz, åbent ma.-lø.9-19, sø. til 20. På højaltret ses en lille flamsk Mariaskulptur fra 1500-tallet. Ifølge en legende drev den i land ved bugten, hvorefter kirken blev opført. Kirken er også »hittegodskontor«! Efter messe spørger præsten, hvem der har tabt evt. indleverede ting. På Largo do Outeiro ligger byens Helligåndskapel fra 1871.
En lille butik med kunsthåndværk, Artesanato do Corvo, Caminho da Horta Funda, bank på, der er altid åbent tlf.292 596 133, www.osmeustrabalhos-rosa.blogspot.com sælger bl.a. øens specielle trælåse, broderier, t-shirts og smukke postkort.
Syd for flyvepladsen står tre vindmøller, hvis tage kan drejes så de trekantede sejl altid er i vindretningen. De venter på at blive restaureret.
Æsler og knallerter er til dels udskiftet med person- og minilastbiler (102 stk.). De transporterer indbyggerne op til deres majsbevoksede jordlodder, der er opdelt af stengærder og hortensiahegn, og græsgange til øens 1250 køer, lidt får og æsler. Køerne trækker man op til græsgangene i Terras de Cima nord for byen.
Om aftenen er luften fyldt med Kuhls skråper (cagarros) og deres skrig. Corvo har Açorernes største koloni af disse søfugle. For at mindske dødeligheden blandt de flyvefærdige unger dæmpes al offentlig belysning på øen 25. okt.-8. nov.
Værd at vide
Festivaler
Festa de São Pedro fejres 29. juni, Festa do Espírito Santo anden søndag i juli, Festa da Sagrada Familia tredje sø. i juli og 15. august fejres øens beskytter, Nossa Senhora dos Milagres med procession og gader smykket med blomstertæpper. I forlængelse af festen indførte man i 2004, Festival dos Moinhos, med internationale bands og dans til den lyse morgen (www.festivaldosmoinhos.no.sapo.pt )
Corvo-øen rundt
Er man på kort besøg, brug en af byens to taxis.
Corvo har flere vandreværdige veje, selv om de tre smukkeste efterhånden er blevet asfalteret. Hovedvejen, Estrada do Caldeirão, fører op til Caldeirão, se: Fod på vandreture.
Fra hovedvejen udgår østvejen, Estrada do leste (8 km), der fortsætter som vandresti mellem stengærder. Efter 15 minutters gang, når man nordkystens fyrtårn.
Og midt på østvejen begynder Estrada do Cantinho, der går gennem et skovområde, Fojo, med picnicplads og campingplæne. Langs vejen ses regnvandstanke, og midt på græsgange, under stendynger, ligger underjordiske vandreservoirs.
Øst for Vila do Corvo fører en vej op til Pau de Açúcar, hvorfra der er en betagende udsigt
Sejler man rundt om Corvo, ser man på den yderste spids, basaltklippen O Cavaleiro (rytteren), der i sin tid skal have haft form som en rytterstatue. Rytterens udstrakte arm mod vest siges at have vist Columbus vejen til Amerika! Og lillebitte Corvo er »øen i midten«, den ligger lige langt fra det nordamerikanske og det europæiske kontinent.
© Nina Jalser
af Nina Jalser
Fakta om Corvo
Indbyggere: 470
Længde: 6,5 km
Bredde: 4 km
Areal: 17 km2
Højeste punkt: Morro dos Homens, 718 m o.h
Hovedby: Vila do Corvo, 430 indb.
Klima: 14o-20o, mere regn og blæst end på de andre øer
Om man ankommer med fly eller båd, ligner Corvo, Açorernes yderste ø, en kæmpehval ude i horisonten. Men Corvo er blot den synlige del af en vulkansk kegle, der rejser sig fra Atlantens dyb. Kysten er rå og stejl – op til 700 m høj - og mange søfugle yngler her. Kun mod syd falder kysten jævnt, og her ligger øens eneste by, Vila do Corvo, omgivet af opdyrkede marker.
Dette minisamfund er en uforglemmelig oplevelse: en slentretur gennem den bevaringsværdige, gamle bydels snævre, brolagte stræder med tæt liggende, hvidkalkede og basaltstenhuse med bittesmå vinduer, lys og skyggevirkning, kik ind i husenes gårde med svinesti og hønsehus – fredfyldt, malerisk og usædvanligt - det mest isolerede sted i Europa.
Corvo indbyder til afstresning og vandreture. Selv om man kun er på 1-dagstur, er der tid til at vandre (eller køre) op til Caldeirão, et af Açorernes største vulkankratere. Som på de andre øer er her høje hortensiahegn, açorisk ceder og grøn trælyng. Mere end 50% af øen er naturfredet – og i 2007 udnævnte UNESCO hele øen til biosfærereservat pga. dens variation af Makaronesiens typiske biotyper.
Sportsfiskeri og dykning er en anden mulighed, og en sejltur rundt om øen – i stille vejr! – er en fantastisk oplevelse.
15. juni 2003 havde Corvo besøg af hele to præsidenter, Portugal og Açorernes. De skulle nedlægge grundstenen til et alderdomshjem. Det isolerede samfund er ikke glemt
Corvo blev (gen)opdaget i 1452 samtidig med Flores og var da dækket med cedertræer. Øen kaldtes Ilha dos corvos-marinhos (pga. det store antal skarver, der fandtes her) eller Ilha de Santa Iria. Først i 1548 kom bosættere fra Flores, og de medbragte maurerslaver.
Det var på Corvo, man fandt mønter fra Kartago (se: Let læsning til fly). Corvo havde ingen sikker havn og var afskåret fra de andre øer store dele af året - det er den stadig under vinterens barske storme. I flere århundreder var tændte bål den eneste form for kommunikation mellem Corvo og Flores. Antallet af bål fortalte, om der var brug for fx lægehjælp, præst eller mad.
I 1700-tallet rekrutterede amerikanske hvalfangerskibe mænd fra Corvo. De var kendt for deres mod. I dag lever man af kvægavl. Indtil for nylig benyttedes naturaløkonomi. Penge havde ingen interesse, man byttede varer.
Øen fik først elektricitet i 1973 og i 1993 en flyveplads, hvor små fly eller helikoptere kan lande. Men i de seneste år er der gjort meget for at forbedre infrastrukturen: ny skolebygning med nyeste teknologi og internet, børnehave, lægehus, ostemejeri, slagtehus, fiskerhus, kølehus, udvidelse af flyvlandingsbane til 800m og havn - og snart moderne vindmøller på Morro da Fonte på den sydlige del af øen.
Vila do Corvo
Alle øens indbyggere bor i Vila do Corvo, som fik bystatus i 1832 (som belønning for at de holdt med Dom Pedro). Det er det mindste samfund i Portugal med en sådan status. Havnen, Porto da Casa, er også byens badested. Her ses fjordterne (garajau)og den sjældnere dougallsterne (garajau rosado), der »styrtdykker« ned i havet efter fisk.
Langs Vila da Corvos brostensbelagte, krogede stræder, canadas, ligger ensartede, mauriskprægede sort-hvide huse med indre gårde, hvorfra der høres grisegrynt og hønsekaglen – man er selvforsynende! Mange husdøre har gamle trælåse, der tidligere aldrig blev låst. Men den tid er forbi. Efter man begyndte at »importere« arbejdere fra andre øer – og nu også udlandet - låser man både hus- og forretningsdøre.
Øen har én læge, én præst, ét posthus, to banker, to apoteker, to politibetjente, intet fængsel, men tre minimarkeder. Deres udvalg er dog beskedent. Der kommer jævnligt fragtskib til Flores, og derfra sejles post og varer videre til Corvo.
Vejskilte findes, men alt andet, undtagen banker og posthus, er skilteløst. Man må spørge sig frem efter supermarked og café. Prøv den håndlavede ost, serveret med majsbrød.
Øen har folkeskole til niende klassetrin og bibliotek (med internetadgang), oprettet af Gulbenkian i 1966 – nok det eneste i Portugal, hvis bogbestand var ucensureret under Salazar – øen lå langt væk.
Værd at opleve
Den gamle bydel ligger samlet omkring Igreja Nossa Senhora dos Milagres (1500-tallet - 1795), Rua Matriz, åbent ma.-lø.9-19, sø. til 20. På højaltret ses en lille flamsk Mariaskulptur fra 1500-tallet. Ifølge en legende drev den i land ved bugten, hvorefter kirken blev opført. Kirken er også »hittegodskontor«! Efter messe spørger præsten, hvem der har tabt evt. indleverede ting. På Largo do Outeiro ligger byens Helligåndskapel fra 1871.
En lille butik med kunsthåndværk, Artesanato do Corvo, Caminho da Horta Funda, bank på, der er altid åbent tlf.292 596 133, www.osmeustrabalhos-rosa.blogspot.com sælger bl.a. øens specielle trælåse, broderier, t-shirts og smukke postkort.
Syd for flyvepladsen står tre vindmøller, hvis tage kan drejes så de trekantede sejl altid er i vindretningen. De venter på at blive restaureret.
Æsler og knallerter er til dels udskiftet med person- og minilastbiler (102 stk.). De transporterer indbyggerne op til deres majsbevoksede jordlodder, der er opdelt af stengærder og hortensiahegn, og græsgange til øens 1250 køer, lidt får og æsler. Køerne trækker man op til græsgangene i Terras de Cima nord for byen.
Om aftenen er luften fyldt med Kuhls skråper (cagarros) og deres skrig. Corvo har Açorernes største koloni af disse søfugle. For at mindske dødeligheden blandt de flyvefærdige unger dæmpes al offentlig belysning på øen 25. okt.-8. nov.
Værd at vide
Festivaler
Festa de São Pedro fejres 29. juni, Festa do Espírito Santo anden søndag i juli, Festa da Sagrada Familia tredje sø. i juli og 15. august fejres øens beskytter, Nossa Senhora dos Milagres med procession og gader smykket med blomstertæpper. I forlængelse af festen indførte man i 2004, Festival dos Moinhos, med internationale bands og dans til den lyse morgen (www.festivaldosmoinhos.no.sapo.pt )
Corvo-øen rundt
Er man på kort besøg, brug en af byens to taxis.
Corvo har flere vandreværdige veje, selv om de tre smukkeste efterhånden er blevet asfalteret. Hovedvejen, Estrada do Caldeirão, fører op til Caldeirão, se: Fod på vandreture.
Fra hovedvejen udgår østvejen, Estrada do leste (8 km), der fortsætter som vandresti mellem stengærder. Efter 15 minutters gang, når man nordkystens fyrtårn.
Og midt på østvejen begynder Estrada do Cantinho, der går gennem et skovområde, Fojo, med picnicplads og campingplæne. Langs vejen ses regnvandstanke, og midt på græsgange, under stendynger, ligger underjordiske vandreservoirs.
Øst for Vila do Corvo fører en vej op til Pau de Açúcar, hvorfra der er en betagende udsigt
Sejler man rundt om Corvo, ser man på den yderste spids, basaltklippen O Cavaleiro (rytteren), der i sin tid skal have haft form som en rytterstatue. Rytterens udstrakte arm mod vest siges at have vist Columbus vejen til Amerika! Og lillebitte Corvo er »øen i midten«, den ligger lige langt fra det nordamerikanske og det europæiske kontinent.
© Nina Jalser
