Let læsning til flyet
Fugle på Açorerne
Fjordterne (garajau, Sterna hirundo) og dougallsterne (garajau-rosado, Sterna dougallii), en sjælden og truet art, ankommer i marts fra Afrikas vestkyst. De slår sig ned i kolonier i fredede områder langt fra menneskelarm, sædvanligvis på små, ubeboede øer, i bugter og langs kysten.
Flores, Graciosa og Santa Maria er de vigtigste yngleområder for dougallsternen, ca. 70% af den europæiske bestand kommer her. De lægger 1-2 æg direkte på jorden, måske med et par planter og sten som rede. Hunnen og hannen skiftes til at ruge i 21 dage, til ægget udklækkes. På Açorerne kaldes den garajau rosado, rosenterne - dens bryst bliver rosenrødt, når den søger mage! I august vender de om og er på to uger de 5000 km tilbage i Ghana. Hvordan finder trækfugle vej? Ved hjælp af et magnetisk sansemolekyle i øjets nethinde, mener forskerne.
Også andre søfuglearter kommer hvert forår: madeirastormsvale (angelito, Oceanodroma castro), lille skråpe (frulho, Puffinus assimilis baroli) og Kuhls skråpe (cagarro, Calonectris diomedea borealis, se også: São Joãao og Corvo), hvis vigtigste yngleplads er Açorerne. Kuhls skråpe er ikke en truet art; men en sårbar art. I okt.-nov. når ungerne er knap flyvefærdige, bliver de desorienterede af kunstigt lys. I 2011 lykkedes det »SOS Cagarro« at frelse 3233 unger. De bliver på havet i 5-6 år, før de vender tilbage til reden og lægger ét æg pr år fra de er 8-9 år. 65% af verdens Kuhls skråper yngler på Açorerne.
Andre igen overvintrer: hvidbrystet præstekrave (rolinha-da-praia, Charadrius alexandrinus), stenvender (rola-do-mar, Arenaria interpres), lille regnspove (maçariso galego, Numenius phaeopus), stor kobbersneppe (aguja colinegra, Limosa limosa) og sandløber (pilrito, Calidris alba).
Bacalhau – Klipfisk
Portugal er den mest klipfiskespisende nation i EU. En portugiser spiser mindst 10 kg om året. Klipfisk hedder på portugisisk bacalhau. Ordet kommer fra det latinsk-flamske ord cabellauwus, der hentyder til Kabelvåg, en fiskerby på Lofoten, hvorfra portugiserne importerede klipfisk.
Allerede i 1300-tallet fiskede man torsk i de engelske farvande og klipfisk var fast føde på de lange sørejser til Indien. Da den senere blev de fattiges føde (de kaldte den O fiel amigo, den trofaste ven), så overklassen ned på denne spise.
Tidligere blev klipfisk ofte serveret i fasten, der sluttede med en stor fest O enterro do bacalhau, klipfiskens begravelse! I dag er det en dyr spise og traditionel ret julenat.
Pilgrimsvandring
São Miguel har mange festivaler, men også en helt speciel pilgrimsvandring i fasten, Romeiro da Quaresma: Efter aflagt løfte går mænd syngende øen rundt til fods, i urets retning, på otte dage, uden hensyn til silende regn eller bagende sol, og beder i alle kirker, der har et Jomfru Maria-alter. Det er en religiøs tradition, der har eksisteret siden 1500-tallet, og hvert sogn arrangerer sin egen pilgrimsgruppe. Pilgrimmene er klædt i kappe eller plaid, blomstret tørklæde, rosenkrans om hals og vandrestav i hånd. I 2012 var der 53 grupper, nogle på flere hundrede pilgrimme. Denne tradition er endnu en, som emigranterne kommer hjem for at deltage i.
Santo António
I de fleste kirker på Açorerne - ja, overalt i Portugal - er der et alter for Santa António. Portugisernes populæreste helgen kan hjælpe med at finde tabte ting og beskytter forelskede par.
Han blev født i Lissabon i ca. 1190 og var af adelig slægt. Som 20-årig indtrådte han i augustinerordenen i Coimbra og blev præst. Efter et møde med Frans af Assisis brødre, der endte som martyrer i Marokko, skiftede han den fine, hvide augustinerdragt ud med franciskanernes brune, grove ulddragt for at blive sendt ud som missionær. I Ceuta, i Nordafrika, blev han syg og måtte hjem; men et stormvejr førte skibet til Sicilien, hvorfra han kom til Assisi. Sine berømte prædikener holdt han i Italien, Frankrig og Tyskland og altid på tilhørernes eget sprog - ikke på latin.
António udrettede adskillige store undere, og der er legender om utallige mirakler både før og efter hans død. Han er altid afbildet med et barn på armen (i en åbenbaring talte han med Jesusbarnet), en bog (han var ordenens mest lærde mand og nåede inden sin død at nedskrive alle sine prædikener) og en lilje (symbol på uskyld og renhed).
Han døde af vattersot 13. juni 1231, er begravet i Padua og blev kanoniseret året efter. Da graven 30 år senere blev åbnet, fandt man hans tunge rød og frisk, mens resten af legemet var gået al kødets gang!
Italienerne kalder ham Santo António de Padua. Men portugiserne er ikke i tvivl. Han er deres, og de kalder ham »Santo António de Lisboa«, for her blev han født.
Capote e capela
Kvinder iklædt lange kapper og kæmpehætte, holdt på plads af buede hvalribben, var en del af gadebilledet i forrige århundrede. Bag denne klædning skjulte kvinder af det bedre borgerskab deres kvindelighed og kunne vandre rundt i byen anonymt og dydigt, som det krævedes af kirken og det mandsdominerede samfund. Hvorfra klædedragten og traditionen stammer, er uvis. Måske er den af arabisk oprindelse – den minder meget om nordafrikanske kvinders udgangsdragt. Souvenirforretninger sælger i dag små figurer af de hætteklædte damer.
Legenden om den blå og den grønne sø (ved Sete Cidades, São Miguel)
Der var engang en konge, som boede i De Syv Byers Dal. Han havde en yndig, lyshåret datter med blå øjne, og hun holdt meget af at gå lange ture i bjergene.
En dag mødte hun en fattig fårehyrde, mørkhåret og med grønne øjne. De blev forelsket i hinanden og mødtes ofte i det skjulte. Da kongen opdagede det, blev han rasende. Hans datter skulle giftes med en prins, og han forbød prinsessen at se sin elskede fårehyrde. Men hun fik dog lov til at tage afsked med ham.
Dér sad de så – på kraterkanten - og græd deres vemodige tårer. Og i afskedens stund er jo minutterne så små, så de sad der længe og græd så meget, at prinsessens tårer dannede den blå sø og fårehyrdens den grønne. Søerne flød sammen til én.
Pastel
Dyrkning af farvevajd (pastel, Isatis tinctoria) gav fra 1520 til 1685 stor rigdom på Açorerne. Af den lille gulblomstrende plante udvandt man det blå farvestof indigo. Pastelplanten blev importeret fra Toulouse i Frankrig, dyrket på São Miguel, Santa Maria, Terceira, São Jorge og Flores, især af flamlændere, og det færdige farvestof eksporteredes til bl.a. Flandern, indtil planten blev fortrængt af de mere rentable, tropiske indigoplanter.
Af São Miguels toldbøger fremgår, at den sidste eksport fandt sted i 1685. Derefter gik man over til at dyrke hvede, hør, appelsiner og søde kartofler.
I Museu Agricola e do Artesanato i Ribeira Chã kan man se den historiske pastelplante - overført fra Pastelmuseet i Château Magrin i Toulouse.
Queijada da Vila
Historien om Vila Francas typiske kage, Queijada da Vila, går langt tilbage i historien og stammer fra et kloster:
Nonnerne brugte æggehvide til at stive og stryge deres slør - og æggeblommerne rørte de sammen med sukker, smør m.m. og bagte. Opskriften var en stor hemmelighed, indtil den en dag blev bragt uden for klostermurene af en ung pige, der arbejdede der. Hun begyndte at bage kagen - den hemmelige opskrift tilhører stadig samme familie og er gået i arv fra generation til generation. Smag den i Vila Franca do Campo på São Miguel.
Sanjoaninas i Angra, Terceira
São João (festdag 24. juni) er en af de tre populære helgener (de andre er Santo António og São Pedro), og Festas de São João (sanjoaninas) er en af de helt store oplevelser. Hele den by, der fester, er på benene. Alle altaner og balkoner er dekoreret med husets fineste senge- og gulvtæpper - det er et studie i patchwork, arraiolos (broderede gulvtæpper fra Arraiolos på fastlandet) og lokalt vævede tæpper. Gaderne er illumineret med lysarkader, og festlig folkemusik høres overalt.
Hvert år skrives ny populær marchmusik og sangtekst til festen, der varer i flere dage. Den første aften begynder paraden kl. ca. 21. De mange dansegrupper stiller op i lange rækker ved pladsen Portões de São Pedro, i byens udkant. Selv den mindste landsby er i staden med sin dansegruppe. Hver gruppe optræder i fantastiske dragter, ens og gennemført klædt - alt matcher fra hårpynt til sko - et fantasifuldt farveorgie! - og så går det løs! Der marcheres, danses og synges ned ad Rua de São Pedro, Rua da Sé og op og ned ad de små sidegader, hvor resten af øens befolkning nyder festivitasen fra fortove eller endnu bedre - fra venners altaner og balkoner. Efter hver dansegruppe følger dens flot uniformerede hornorkester (i gamle dage fulgte blot tre trommende mænd).
Paraden, som varer til langt over midnat, ender foran rådhuset på Praça Velha, hvor der i festens anledning er opstillet en træarena - et lille stykke historie, for i 1700-tallet stod øens største arena (også i træ og med loger) her på pladsen, der da hed Praça de Toiros. Efter paraden mødes alle deltagerne og fester til den lyse morgen.
Næste aften er det børnenes tur. Deres optog er helt bedårende. Der marcheres, synges og danses - denne gang til børnemelodier. De mindste børn, der knap har lært at gå, er trætte og gaber højlydt, mens de venter på, at det bliver deres tur, de større leger tyrefægtning. Men ikke et øje er tørt blandt tilskuerne på ruten, der af hensyn til børnene er kortere end aftenen før.
Begge dage og de følgende er der festfyrværkeri, tyreløb i gaderne - både med og uden reb - og i tyrefægterarenaen fægter O Cavaleiro til hest og til fods - men her overlever tyren altid!
Helligånd og tyreløb
Hver lille flække har et império, helligåndskapel, kronet med en due (Helligånden) eller en krone (Santa Isabels krone). Alle 71 helligåndskapeller på Terceira er åbne pinsedag og trinitatis, ellers er de kun åbne i den landsby eller det sogn, der fejrer Helligåndsfest.
Denne fest blev indført i hele landet af Portugals velgørende dronning Santa Isabel i 1296, men fejres i dag kun på Açorerne og især på Terceira. Forberedelserne til festen, hvis hovedformål er at bringe mad til de trængende, begynder første søndag efter påske med, at helligåndsbroderskabet udvælger årets mordomos (ordensmarskaler). Den først valgte får overdraget Helligåndens værdighedstegn: krone og scepter, som opbevares i hans hus indtil trinitatis (første søndag efter pinse). Da begynder festen med dans, sang og bygning af helligåndstrone. I kirken krones et barn eller en voksen til ugens kejser, der hyldes i en pragtprocession (inkl. hofnar). Processionen går hen til næste mordomo, hvor krone og scepter anbringes til næste søndag. Seancen gentages de følgende syv søndage. Det varierer dog fra sogn til sogn. Mange fortsætter sommeren igennem helt til første søndag i oktober. Den sidste søndag er, som den første, et af festens højdepunkter, hvor »kronregalierne« sættes tilbage i helligåndskapellet.
»Kejseren« for en dag kan være en person i landsbyen, der i svære tider har bedt Helligånden om hjælp og nu opfylder sit aflagte løfte – ikke ved tunge ofre, men ved at arrangere denne glædesfest og give mad og drikke til alle. Mange emigranter, for hvem det er gået godt, kommer tilbage for at give en helligåndsfest.
Der uddeles mad til de trængende, og man spiser den traditionelle sopa do Espírito Santo, helligåndssuppe, massa sovada, sødt brød, og drikker vinho de cheiro (fra Biscoitos). Alfenim, sukkerkager, formet som arme, ben eller andre legemsdele, der er blevet helbredt, anbringes i kapeller som votivgaver.
I byerne holdes festen mest for hvidklædte børn, der krones i flok; i landsbyerne derimod har festen bevaret sit religiøse præg.
På Terceiro og São Jorge slutter festen ofte med touradas à corda, tyreløb i reb, gennem de festklædte gader. Tyrens horn er påsat messingkugler for at skåne de unge mænd, der viser deres mod ved at tirre tyren. Nogle prikker den med en paraply, der straks slås op foran tyren. Rebet holdes af ca. ti mænd iklædt hvid skjorte og sort hat. Én affyret raket signalerer, at tyren er ude, to raketter, at et løb er ovre, og at man i sikkerhed kan færdes på gaden, indtil næste tyr slippes løs. De i alt fire tyreløb følges af hujende tilskuere fra husenes balkoner, der er dekoreret med tæpper, og bag træpalisader. Der er mindst 240 af disse tyreløb hver sommer (1. maj-15. okt.), og de starter kl. ca.18. Få liste over løb på Turismo.
Portugisisk tyrefægtning (hvor man ikke dræber tyren) afholdes på Açorerne kun på Terceira, der også har strandtyrefægtning, hvor alle, inkl. tyren, får sig en dukkert i bølgerne. Naboøen Graciosa låner af og til tyre – og fægtere – fra Terceira.
Sopa de Espírito Santo - Helligåndssuppe
500 g oksekød til kogning
100 g røget pølse (chouriço, fås i delikatesseforretninger)
4 blade grønkål
1 spsk. svinefedt
1/2 tsk. pureret sød rød peber, marineret i lage af olivenolie og hvidløg
1 skive hvidkål
8 kartofler
1 lille bundt mynte
100 g tørt hvidt brød (i mindre stykker)
salt
Kog oksekød og pølse i 2,5 l vand. Når det er gennemkogt, tages kød og pølse op. Læg i stedet den groft hakkede grønkål, hvidkål og kartofler skåret i terninger i, til det er kogt. Bland pureret rød peber med svinefedt og kom det i gryden. Smag til med salt. Læg brød og mynteblade i en suppeterrin og hæld suppen i. På hver tallerken lægges et stykke kød og en skive pølse. Suppen spises til. Bom apetite!
Dronningekager
Terceiras berømte kager, Bôlos Dona Amélia, er opkaldt efter Portugals sidste dronning. Da hun besøgte Terceira i 1901, fremtryllede nogle kvinder en indisk inspireret kage bestående af: sukker, æg, rosiner, honning, kanel, smør og majsmel. Den blev overrakt Dona Amélia. Kagen bærer stadig hendes navn og fås bedst i Pastelaria O Forno, Rua de São João 67 i Angra
Slaget ved Salga
Terceiras heroiske fortid inkluderer Slaget ved Salga, sikkert det eneste af verdenshistoriens slag, der kalder smilet frem: I 1581, efter at Portugals fastland var besat af spanierne, angreb spanske skibe den genstridige Terceira-ø. 1000 spaniere gik i land og plyndrede og brændte huse, bl.a. den unge, smukke Brianda Perreiras hus. Hun og andre blide kvinder forvandledes fluks til en flok amazoner, der gik til modangreb.
Slaget bølgede frem og tilbage, indtil augustinermunken, broder Pedro, fik den geniale idé at drive øens kvæg mod fjenden. Ved hjælp af råb og musketérskud drev man flere end 1000 okser mod de rædselsslagne spaniere, der på vej tilbage til deres skibe røg lige lukt i havet – og druknede.
Året efter husede øen Dom António Prior do Crato, der var Dom Manuel 1.s illegitime barnebarn (1531-1595), som forsøgte at tilkæmpe sig Portugals trone.
Men – i 1583 kom en større spansk flåde, der sejrede i Slaget ved Lepanto, og Açorerne var – som fastlandet Portugal - besat indtil 1642. Som om det ikke var nok, blev Terceira i 1589 og 1597 plyndret af engelske pirater.
Nürnbergglobus
Da Columbus uforvarende »opdagede« Amerika, var han inspireret af florentinerkortet og en globus. Denne Nürnbergglobus, ganske vist med et ukomplet verdensbillede, er den ældst kendte (en fotografisk kopi er udstillet på Museu de Angra). Den viser, at mellem Açorerne/Kap Verde og Japan var der kun et smalt stræde – og derfra var der ikke langt til Kina og Indien.
Ophavsmanden til globusen er handelsmand og kosmograf Martin Behaim af Nürnberg (1459-1507). Han kom i 1480 til Flandern og rejste i 1484-86 med den portugisiske søfarer Diogo Cão langs Afrikas vestkyst. De nåede , som de første europæere, Congofloden. Samme år giftede han sig på i Horta på Faial med datteren af Josse van Huerter, flamlænderen der grundlagde Horta. Martin udfærdigede den berømte globus (med håndskrevne bemærkninger) i Nürnberg i 1490-92 – og Columbus fik nys om den! Resten af hans historie kender vi. Men hvordan gik det Martin? Sine sidste år levede han på Faial, og på et hospital i Lissabon døde han ignoreret, fattig og glemt.
Yams
De knoldformede rodstokke yams (Dioscoreaceae), også kaldt yamsrødder, yamsknolde, kinesiske kartofler - og på portugisisk inhames - vokser i tropiske og subtropiske egne. I 1700-tallet indførtes yams, for at fattige, der sultede, kunne dyrke dem. I dag er det São Jorges specialitet og en delikatesse på menukortet. Der dyrkes både jordyams og vandyams, men de der gror tæt ved vand er bedst, fx på nordkysten ned mod de mange fajãs.
Yams spises - efter at være kogt - både varme og kolde og har en sødlig smag.
Hvalfangst og hvalsafari
Et af de bedste steder i verden at observere hvaler er ved Açorerne, hvor havstrømme mødes og havets dybde er mere end 1000 m. - og bedst ved Pico, Faial og São Miguel. Husk solbriller, solcreme, varm trøje, vindjakke og vandflasken!
I 1700 og 1800-tallet var Pico og Faial centrum for hvalfangst, og hvert år kom amerikanske hvalfangerskibe (især fra Massachusetts) til øen. Kaskelothvalernes spermacet blev bl.a. brugt til parfume- og kosmetikfremstilling. Deres tænder, havets elfenben, blev kunstnerisk indgraveret og dekoreret (se: scrimshaw, nedenfor), deres kæber udskåret med stor fantasi, og deres tran benyttedes i lamper. Da petroleum kom på markedet, faldt den økonomiske interesse for hvalfangst, og da hvalbestanden var dalende, gik den risikofyldte hvalfangst omkring Pico gradvist tilbage for helt at slutte i nov. 1987, hvor man fangede den sidste kaskelothval. I 1986 indførte Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) et midlertidigt stop (som siden fortløbende er blevet forlænget) for al kommerciel hvalfangst, hvad der har gjort sit til at øge bestanden væsentligt.
Langs kysten finder man endnu de observationsposter, vigias, hvorfra hvalobservatøren med en søkikkert kunne se 35 km ud over havet. Der blev råbt: »Baleia à vista!« (hval i sigte) og opsendt raketter. Mændene, »de navnløse helte med det ene ben på land og det andet i vand«, forlod hastigt plov, malkeko eller håndværk. På kort tid var de i deres små hvalfangerbåde, canoas, der lå klar med mast, sejl, harpuner, spyd, 600 m lange reb og – aguardente, brændevin! Deres koner kom løbende med madkurve, og jagten kunne begynde. Efter en hval var ramt af harpuner og spyd, kunne dens dødskamp vare flere timer.
Hvalsafari
I dag er hvalfangst på Açorerne en saga blot, men man hører stadig »Baleia á vista!«. Det er ofte de gamle hvalspejdere, der igen sidder i vigias, »bevæbnet« med søkikkert og VHF-radio for at lokalisere hvaler og dirigere hvalsafaribådene hen, hvor hvalerne er. I 6 m lange, hurtigtgående gummibåde eller mere behagelige både sejler man 3-20 km ud på Atlanten for at opleve spækhuggere, grindehvaler, springende delfiner og syngende kaskelotter på nært hold - og også karetteskildpadde og flokke af Kuhls skråpe, der ofte samles, hvor der er delfiner.
Det er en stor naturoplevelse, helt uforglemmeligt, at se disse kæmpedyr. I alt er der observeret 24 hvalarter. Den hyppigst forekomne og mest imponerende er kaskelot, den største tandhval. Hannen kan veje 70 ton og blive 20 m lang, hvoraf hovedet udgør 1/3. (En nyfødt vejer et ton og måler 4 m). Den dykker regelmæssigt 500-1000 m ned efter kæmpeblæksprutte og kan fortære op til et ton pr dag! Inden hvalen dykker, kan man opleve dens store hale lodret over vandskorpen – et imponerende syn. Hver kaskelots hale er så forskellig, at den svarer til et »fingeraftryk«.
Hvalsafari kan skade mere end jagt, og i 1999 fastsatte regionalregeringen regler for hvalsafari, bl.a.: aldrig tættere på end 50 m, aldrig sejle mellem mor og unge, aldrig længere end 15 minutters ophold ved hver hval og kun få både ad gangen.
Hvaler orienterer sig ved lydbølger, og i fremtiden vil et hydrofonsystem gøre det hurtigere og nemmere at lokalisere hvaler – og dermed færre både og kortere tid til at »genere« hvalerne.
Hvalsafariarrangører
Pico: Observação de golfinhos e baleias, Espaço Talassa, Rua do Saco, åbent apr.-okt. dgl. 9-13 og 15-18, tlf. 292 672 010, fax 292 672 617, www.espacotalassa.com , 3 timers hvalobservationsture i små både kl. 9 og 15. Siden 1995, i dag også på Faial og São Miguel.
Aqua Açores, Rua M.P. Azevedo e Castro 9, maj-okt. dgl. 9 og 15, tlf./fax 292 672 686, www.aquaacores.com.pt , 3 timers hvalobservationsture i 12 pers. behagelige både med køkken og toilet.
Faial: Base Peter Zee, www.petercafesport.com , behagelige både med toiletter, se: Horta São Miguel: Futurismo, www.futurismo.com , se: Caloura
Picos vingårde
Så langt øjet rækker danner sorte lavamure et udstrakt - næsten labyrintisk – netværk. Det er Picos enestående vingårde, hvor der indimellem er plads til adegas og casas do abrigo (læskure).
De karakteristiske vinmarker består egentlig af meget små, kvadratiske jordlodder (currais) med en eller flere vinstokke. De er omgivet af lave, porøse lavagærder, opført af lavastykker, som blev samlet, da man rensede jorden for at give plads til at plante. De giver læ for den salte havbrise, vinens største fjende. Derudover kan lavastenene fint absorbere varmen om dagen - og afgive den om natten - og det giver druerne en helt speciel smag - og »sjæl«.
Vingårde med den oprindelige, hvide verdelho-drue blev anlagt allerede i 1500-tallet af franciskaner- og karmelitermunke, der slog sig ned på Faial, men havde »sommerklostre« på Pico, hvor de plantede, høstede og fremstillede vin. Folk på Pico fik samme gode idé; men i 1852 blev verdelho-vinstokkene delvis ødelagt af meldug (Oïdium) og så godt som udryddet i 1872 af bladlus (Phylloxera) på vinstokke indført fra Californien. Derefter fulgte depression og emigration.
Da verdelho kun kunne produceres i små mængder, indførte man fra Californien den mørke, modstandskraftige Isabelladrue med stærk duft, der gav inspiration til vinens navn, vinho de cheiro, på Pico kaldt cavaco.
I 1995 var man ydermere klar med en ny lokal hvidvin, Terras de Lava, og kort efter rødvinen Basalto fra øens nordvestdel; men Açorernes »vinambassadør« er en aperitif, Lajido, den nye verdelho!
I 2004 kom Pico på UNESCOs liste over verdens kulturarv med - ikke alene øens enestående currais de vinha og lavasletter – men hele kulturlandskabet, hvor man kombinerer traditionel arkitektur, landskabsplan og naturelementer fx sjælden flora og fauna som flagermusen, morcego diurno (Nyctalus azorem), som flyver om dagen. Området omfatter 3.000 ha i Criação Velha og Santa Luzia med adegas og solares, der er typisk for øen.
Drageblodstræer
De paraplyformede drageblodstræer (Dracaena draco) findes især på Pico, São Jorge, Faial, Flores og São Miguel. De stammer fra Canarieøerne. Mange er flere hundrede år gamle, op til 18 m høje og med en krone helt op til 18 m i diameter. Bladene er sværddannede, og i aug.-sep. springer træets hvidlige blomster ud.
Ved et snit i træets monumentale stamme tappede man før i tiden en rødlig harpiks (drageblod), der blev benyttet som lægemiddel (i husapoteket, bl.a. som livseleksier eller til at standse indre blødninger), som farvestof og endog som fernis.
Scrimshaw
Scrimshaw-kunsten, indgravering i hvaltand, opstod i 1800-tallet for at udfylde ventetiden om bord på de store hvalfangerbåde, langt fra hjemmet. Man indridsede motiver fra hvalfangsten og hjemegnen samt portrætter af ens kære, savnede familie.
Fremstillingsprocessen er lang: Først slibes tanden helt glat. Derefter poleres den og dækkes med et lag tusch, så overfladen bliver helt sort. Med en nål ridses motivets fine linier gennem det sortdækkede, polerede lag ned i tanden. Motivet står nu i hvidt. Igen påføres et lag tush, som denne gang udfylder de indgraverede linier. Det første sorte lag fjernes, og tilbage bliver den fine sorte gravering – scrimshaw!
Ordet scrimshaw stammer måske fra det hollandske ord, »skrimshander« = ledig, ubeskæftiget.
Med stop for kommerciel hvalfangst bliver hvaltand snart umulig at skaffe. Kunstnerne leder efter og afprøver andre og nye materialer. En mulighed kunne være taguanød, høstet fra taguapalmetræet i Ecuadors regnskove. Den tørrede nød giver et hårdt materiale, meget lig elfenben, både i udseende og udsmykningsmulighed, og har i årevis været brugt til at fremstille smykker og figurer - og i fremtiden måske også scrimshaw.
Scrimshawkunsten holdes i live af hollænderen John van Obstal, der i 1983 bosatte sig på Faial. Han bor, arbejder og sælger sine værker på: Banda da Vila 17 C (nord for Horta). Ring og aftal tid: 292 392 720
Hekselegende
De heksedukker, der fremstilles på Escola do Artesanato i Santo Amaro på São Jorge, illustrerer en hekselegende: En nat den 1. februar viste nogle hekse sig og udstødte underlige lyde. Det fortsatte indtil den 24. marts. De har aldrig generet nogen, men for en sikkerheds skyld undgår unge piger at gå ud om natten i denne periode. I stedet beder de 100 »Ave Maria«, for at heksene skal holde sig væk resten af året.
Mønter fra Kartago
Historikere er i tvivl om, hvor langt kartagerne sejlede ud i Atlanterhavet. De kunne, fra Canarieøerne, være sejlet med vestenvinden mod Açorerne, som også de portugisiske opdagelsesrejsende gjorde.
På Corvo, den mindste og mest afsidesliggende af samtlige Açorerøer, fandt man i november 1749 mønter fra Kartago! Den eneste rapport, der eksisterer om fundet, er skrevet af den svenske videnskabsmand, Johan Podolyn. Han offentliggjorde historien i »Göteborgska Vetenskaps och Vitterhets Samhällets Handlingar« I, 1778 p. 106-108. Historien er i korte træk:
Efter flere dages vestlig storm havde havets bølger afdækket fundamentet til et gammelt stenhus ved kysten. Her fandt man en sort lerkrukke med en del guld- og kobbermønter, som blev fordelt mellem interesserede på øen. Et ukendt antal blev sendt til Lissabon, og ni mønter til Madrid til Padre Florez, den tids ledende numismatiker. Syv af mønterne var fra Kartago og to fra Kyrene. De var slået ca. 221-210 f.Kr. Padre Florez forærede mønterne til Podolyn, som i 1761 besøgte Madrid. De ni mønter var de bedste eksemplarer, og fundet indeholdt ikke andre typer. Podolyn skrev sin rapport med kommentarer og illustrationer af de ni mønter. Derefter forsvinder alle spor - ingen ved, hvor mønterne er i dag, men de er stadig genstand for diskussion.
Så sent som i 1983 fandt en undersøgelse sted på Corvo, dog uden nye resultater - men det udelukker ikke, at kartagerne kan have været på Corvo. Kom kartagerne ud af kurs og landede tilfældigt på Corvo? Slog de sig ned på øen? Medbragte de den maurisklignende rytterstatue på Corvos nordvestspids (beskrivelse af statuen blev sendt til Dom Manuel 1.)? Var de interesseret i hvalfangst, eller ville de videre vestpå? Svarene blæser i vinden! Historien fortoner sig som en fugl, der forsvinder i horisonten!
Vulkaner og jordskælv på Açorerne
Açorerne ligger i et geologisk uroligt område som en del af Den Midtatlantiske Højderyg. Her mødes tre kontinentalplader: den afrikanske, den eurasiske og den nordamerikanske, hvor Flores og Corvo ligger, mens de andre syv øer er placeret på en trekantet »mikroplade« mellem de tre gigantiske kontinentalplader. Pladerne bevæger sig i forhold til hinanden, og derved kan der opstå vulkanudbrud og jordskælv, langs pladernes kanter eller randzoner. Presset fra kontinentalpladerne medfører kilometer dybe sprækker, der tillader den flydende og kraftfulde stenmasse, magma, fra jordens indre at trænge op til overfladen som lava. Dette sker når trykket bliver tilstrækkeligt stort på de steder, hvor revnerne findes – og vi har et vulkanudbrud. Så egentlig fungerer en vulkan som en kæmpe sikkerhedsventil. Gennem årtusinder har undersøiske udbrud opbygget fundamentet til de øer, vi kender i dag. På Açorerne forekommer stadig undersøiske udbrud (se: Capelinha på Faial). At der tidligere har været betydelig vulkansk aktivitet, vidner de mange kegleformede bjergtoppe med søer i kollapsede vulkankratere, caldeiras, om – men svovlstinkende gasser og dampe, fumarolas, fortæller, at det stadig ulmer under overfladen! Siden øernes opdagelse har der været 30 vulkanudbrud – og ni vulkaner er stadig »aktive«.
Med vulkansk aktivitet følger en række geologiske fænomener – som skaber livsbetingelser for endemisk flora og fauna fx fire billearter – som kun kan opleves på Açorerne:
Gruta: en underjordisk lavatunnel eller grotte, hvorigennem den rødglødende lava flød. Disse tunneler kan have en diameter op til 15 m og være flere km lange. Ofte er loftet fyldt med lavastalaktitter og vulkanske aflejringer i flere farver. De er sjældne i andre vulkanske områder, men findes mange steder på Açorerne, bl.a. på Pico, Terceira, Graciosa, São Miguel og São Jorge.
Algar: en vulkankraterskakt, fx Algar do Carvão på Terceira
Furna: hule, fx Furna do Enxofre på Graciosa
Furnas: varme kilder som enten udspringer på jordoverfladen eller i dybe grotter, hvor de flere steder giver vand til underjordiske søer med endemisk dyreliv.
Siden 1998 har en arbejdsgruppe under lokalregeringen udviklet et klassifikationssystem og database med indsamlet information om disse vulkanske fænomener, både med henblik på videnskab og turisme.
I et område som Açorernes, hvor kontinentalpladerne forskyder sig, forekommer også jordskælv, dvs. rystelser i jordskorpens overflade. Selv midt på de enkelte kontinentalplader kan der opstå mindre jordskælv og brud på jordskorpen som følge af pladernes evige pres. I skolerne simuleres jordskælv tre gange årligt, og eleverne øver, hvad de skal gøre, hvis katastrofen indtræffer.
Kendte navne
António, Prior do Crato (f. 1531, d. 1595 i Paris). Illegitimt barnebarn af Dom Manuel 1. og tronprætendent. Da Avis-dynastiet ophørte ved kardinalkongen Dom Henriques død i 1580, blev han s.å. udråbt til konge i store dele af fastlandet og på Açorerne, men blev afsat af spanierne og flygtede til Paris.
Arriaga, Manuel de (f. 1840 i Horta, d. 1917 i Lissabon). Advokat og lektor. Republikkens første valgte præsident (1911-15) efter den provisoriske regering.
Braga, Teófilo (f. 1843 i Ponta Delgada, d. 1924 i Lissabon). Professor i litteratur, forfatter og historiker. Blev valgt til chef (1910-11) for republikkens provisoriske regering og i 1915 til præsident.
César, Carlos (f. 1956 i Ponta Delgada), læst jura i Lissabon, journalist og politiker. Açorernes præsident (PS) 1996-2012.
Camões, Luís Vaz de (f. 1525 i Lissabon, d. 1580 i Lissabon), Portugals nationalpoet, farverig, temperamentsfuld og lidenskabelig med skarp tunge og løs klinge. Under krigstjeneste i Ceuta mistede han i en duel sit ene øje. Sårede en hofmand i Lissabon, blev kastet i fængsel og sendt til Macau og Goa, hvor han i løbet af 14 år skrev bl.a. det episke digt Lusiaden (Os Lusíadas). Gældsfængsel og skibbrud prøvede han også. Med manuskript i munden svømmede han i land (som det vises på utallige malerier) og reddede både liv og mesterværk. Lusiaden blev udgivet i 1572, men Camões døde fattig og glemt, kulet ned i en fattiggrav, som ingen ved hvor er. I dag har selv den mindste portugisiske flække en Camõesgade, -plads eller -statue.
Cordeiro, Vasco Ilídio Alves (f. 1973 nær Ponta Delgada), jurist fra Coimbra (er også en dygtig fadosanger), i 1995 advokat på Açorerne, valgt (PSD) til det regionale parlament i 1996, regional minister for bl.a. landbrug og fiskeri, senere økonomi – og i 2012 valgt til Açorernes præsident.
Corte-Real, João Vaz (1400-tallet). Portugisisk søfarer, var med på en dansk-norsk ekspedition 1471-73, der sejlede fra Norge og, via Island og Grønland, nåede Terra do Bacalhau (klipfiskelandet) Newfoundland - altså 20 år før Columbus! João Vaz Corte real står for nogle portugisere som Amerikas sande opdager, den første europæer, som når Amerikas kyst; men det kan ikke ryste en skandinav, for vi ved, at Leif den Lykkelige steg i land i Vinland (Nova Scotia) i 999! João Vaz Corte Real fik i 1483 øen São Jorge som sit kaptajnsdømme.
Frutuoso, Gaspar Frutuoso (f. 1522 i Ponta Delgada, d. 1591 i Ribeira Grande). Præst, Açorernes første historiker og krønikeskriver. Kom efter uddannelse i Salamanca, Évora og på jesuiterkollegiet i Bragança i 1565 tilbage til São Miguel. Hans hovedværk i seks bind: Saudades da Terra omhandler opdagelsen af Canarieøerne, Madeira og Açorerne samt deres historie
Gama, Vasco da (f. 1469 i Sines, d. 1524 i Cochin), portugisisk opdagelsesrejsende, der i 1497-98 fandt søvejen syd om Afrika til Indien (Calicut på Malabarkysten). Året
efter vendte han via Açorerne (se: Santa Maria) hjem, belæsset med rigdomme. I 1524 udnævntes han til vicekonge og drog igen af sted. Nutidige historikere mener, at hans nautiske evner og heltestatus er overdrevne og stammer fra Camões’ patriotiske digt Lusiaden.
Henrique, Infante Dom (f. 1394 i Porto, d. 1460 i Sagres). Kendt som Henrique O Navegador, Henrik Søfareren, skønt han kun stod til søs én gang (da Ceuta på Marokkos nordkyst blev erobret - den første etape af det potugisiske, verdensomspændende imperium). Han var stormester af kristusordenen, der havde store indtægter og ville vinde både sjæle og rigdomme, finde søvejen til Indien og derved kontrollere handelen med krydderier. Hans motto var: Talent de bien faire (som der står under hans buste i Horta) - talent til at gøre godt. Og det brugte han til at sætte andre igang på sin navigationskole i Sagres på Algarvekysten, hvor han omgav sig med de bedste kosmografer, astronomer, kartografer, navigatører, skibsbyggere og handelsfolk. Det førte til genopdagelsen af Porto Santo i 1418, Madeira i 1419, Açorerne i 1432 og Cabo Verde-øerne i 1445, hvor rejsen var ledet af en dansker, som portugiserne kalder Vallarte - måske hed han Wollert eller Valdemar?
Henrique var meget interesseret i de nordiske opdagelser i Nordatlanten, og i 1424 fik han af Erik af Pommern (der var gift med Henriques engelske kusine) et geografisk værk med kort over Norden. Det medførte et vist samarbejde mellem Danmark og Portugal om opdagelsesrejser
Nemésio, Vitorino (f. 1901 i Praia da Vitória, d. 1978 i Lissabon). Forfatter, kritiker og historiker, meldte sig som frivillig i 1. Verdenskrig. Senere journalist. Efter studier på universitetet i Coimbra og Lissabon blev han professor, en flittig skribent af essays og kroniker, men fik også tid til at skrive poesi og romaner. Samtidig var han populær i radio og på tv
Quental, Antero Tarquinio de (f. 1842 i Ponta Delgada, d. 1891 i Ponta Delgada). Filosof og forfatter. Digterisk gennembrud i 1860 med et religiøst digt, stilen ændredes dog snart til fritænker-filosofisk, og senere var han med i Teófilo Bragas antiromantiske skole. Fuldendte i 1864 jurastudiet i Coimbra, trods et udsvævende liv. Efter rejser i Europa og Amerika deltog han aktivt i Portugals politiske liv. Skuffelser, angst, manio-depressive perioder og forelskelser i gifte kvinder drev ham til selvmord (se: Ponta Delgada, São Miguel). Mest kendt er han for sine sonetter og en del prosaskrifter
Velho, Gonçalo Cabral (1400-tallet). Portugisisk søfarer, arbejdede tæt sammen med Infante Dom Henrique og førte folk og fæ til São Miguel. Han blev den første capitão-donatário, der fik øen som kaptajnsdømme (arvelen) og monopol på al handel.
© Nina Jalser
Da Columbus uforvarende »opdagede« Amerika, var han inspireret af florentinerkortet og en globus. Denne Nürnbergglobus, ganske vist med et ukomplet verdensbillede, er den ældst kendte (en fotografisk kopi er udstillet på Museu de Angra). Den viser, at mellem Açorerne/Kap Verde og Japan var der kun et smalt stræde – og derfra var der ikke langt til Kina og Indien.
Ophavsmanden til globusen er handelsmand og kosmograf Martin Behaim af Nürnberg (1459-1507). Han kom i 1480 til Flandern og rejste i 1484-86 med den portugisiske søfarer Diogo Cão langs Afrikas vestkyst. De nåede , som de første europæere, Congofloden. Samme år giftede han sig på i Horta på Faial med datteren af Josse van Huerter, flamlænderen der grundlagde Horta. Martin udfærdigede den berømte globus (med håndskrevne bemærkninger) i Nürnberg i 1490-92 – og Columbus fik nys om den! Resten af hans historie kender vi. Men hvordan gik det Martin? Sine sidste år levede han på Faial, og på et hospital i Lissabon døde han ignoreret, fattig og glemt.
Yams
De knoldformede rodstokke yams (Dioscoreaceae), også kaldt yamsrødder, yamsknolde, kinesiske kartofler - og på portugisisk inhames - vokser i tropiske og subtropiske egne. I 1700-tallet indførtes yams, for at fattige, der sultede, kunne dyrke dem. I dag er det São Jorges specialitet og en delikatesse på menukortet. Der dyrkes både jordyams og vandyams, men de der gror tæt ved vand er bedst, fx på nordkysten ned mod de mange fajãs.
Yams spises - efter at være kogt - både varme og kolde og har en sødlig smag.
Hvalfangst og hvalsafari
Et af de bedste steder i verden at observere hvaler er ved Açorerne, hvor havstrømme mødes og havets dybde er mere end 1000 m. - og bedst ved Pico, Faial og São Miguel. Husk solbriller, solcreme, varm trøje, vindjakke og vandflasken!
I 1700 og 1800-tallet var Pico og Faial centrum for hvalfangst, og hvert år kom amerikanske hvalfangerskibe (især fra Massachusetts) til øen. Kaskelothvalernes spermacet blev bl.a. brugt til parfume- og kosmetikfremstilling. Deres tænder, havets elfenben, blev kunstnerisk indgraveret og dekoreret (se: scrimshaw, nedenfor), deres kæber udskåret med stor fantasi, og deres tran benyttedes i lamper. Da petroleum kom på markedet, faldt den økonomiske interesse for hvalfangst, og da hvalbestanden var dalende, gik den risikofyldte hvalfangst omkring Pico gradvist tilbage for helt at slutte i nov. 1987, hvor man fangede den sidste kaskelothval. I 1986 indførte Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) et midlertidigt stop (som siden fortløbende er blevet forlænget) for al kommerciel hvalfangst, hvad der har gjort sit til at øge bestanden væsentligt.
Langs kysten finder man endnu de observationsposter, vigias, hvorfra hvalobservatøren med en søkikkert kunne se 35 km ud over havet. Der blev råbt: »Baleia à vista!« (hval i sigte) og opsendt raketter. Mændene, »de navnløse helte med det ene ben på land og det andet i vand«, forlod hastigt plov, malkeko eller håndværk. På kort tid var de i deres små hvalfangerbåde, canoas, der lå klar med mast, sejl, harpuner, spyd, 600 m lange reb og – aguardente, brændevin! Deres koner kom løbende med madkurve, og jagten kunne begynde. Efter en hval var ramt af harpuner og spyd, kunne dens dødskamp vare flere timer.
Hvalsafari
I dag er hvalfangst på Açorerne en saga blot, men man hører stadig »Baleia á vista!«. Det er ofte de gamle hvalspejdere, der igen sidder i vigias, »bevæbnet« med søkikkert og VHF-radio for at lokalisere hvaler og dirigere hvalsafaribådene hen, hvor hvalerne er. I 6 m lange, hurtigtgående gummibåde eller mere behagelige både sejler man 3-20 km ud på Atlanten for at opleve spækhuggere, grindehvaler, springende delfiner og syngende kaskelotter på nært hold - og også karetteskildpadde og flokke af Kuhls skråpe, der ofte samles, hvor der er delfiner.
Det er en stor naturoplevelse, helt uforglemmeligt, at se disse kæmpedyr. I alt er der observeret 24 hvalarter. Den hyppigst forekomne og mest imponerende er kaskelot, den største tandhval. Hannen kan veje 70 ton og blive 20 m lang, hvoraf hovedet udgør 1/3. (En nyfødt vejer et ton og måler 4 m). Den dykker regelmæssigt 500-1000 m ned efter kæmpeblæksprutte og kan fortære op til et ton pr dag! Inden hvalen dykker, kan man opleve dens store hale lodret over vandskorpen – et imponerende syn. Hver kaskelots hale er så forskellig, at den svarer til et »fingeraftryk«.
Hvalsafari kan skade mere end jagt, og i 1999 fastsatte regionalregeringen regler for hvalsafari, bl.a.: aldrig tættere på end 50 m, aldrig sejle mellem mor og unge, aldrig længere end 15 minutters ophold ved hver hval og kun få både ad gangen.
Hvaler orienterer sig ved lydbølger, og i fremtiden vil et hydrofonsystem gøre det hurtigere og nemmere at lokalisere hvaler – og dermed færre både og kortere tid til at »genere« hvalerne.
Hvalsafariarrangører
Pico: Observação de golfinhos e baleias, Espaço Talassa, Rua do Saco, åbent apr.-okt. dgl. 9-13 og 15-18, tlf. 292 672 010, fax 292 672 617, www.espacotalassa.com , 3 timers hvalobservationsture i små både kl. 9 og 15. Siden 1995, i dag også på Faial og São Miguel.
Aqua Açores, Rua M.P. Azevedo e Castro 9, maj-okt. dgl. 9 og 15, tlf./fax 292 672 686, www.aquaacores.com.pt , 3 timers hvalobservationsture i 12 pers. behagelige både med køkken og toilet.
Faial: Base Peter Zee, www.petercafesport.com , behagelige både med toiletter, se: Horta São Miguel: Futurismo, www.futurismo.com , se: Caloura
Picos vingårde
Så langt øjet rækker danner sorte lavamure et udstrakt - næsten labyrintisk – netværk. Det er Picos enestående vingårde, hvor der indimellem er plads til adegas og casas do abrigo (læskure).
De karakteristiske vinmarker består egentlig af meget små, kvadratiske jordlodder (currais) med en eller flere vinstokke. De er omgivet af lave, porøse lavagærder, opført af lavastykker, som blev samlet, da man rensede jorden for at give plads til at plante. De giver læ for den salte havbrise, vinens største fjende. Derudover kan lavastenene fint absorbere varmen om dagen - og afgive den om natten - og det giver druerne en helt speciel smag - og »sjæl«.
Vingårde med den oprindelige, hvide verdelho-drue blev anlagt allerede i 1500-tallet af franciskaner- og karmelitermunke, der slog sig ned på Faial, men havde »sommerklostre« på Pico, hvor de plantede, høstede og fremstillede vin. Folk på Pico fik samme gode idé; men i 1852 blev verdelho-vinstokkene delvis ødelagt af meldug (Oïdium) og så godt som udryddet i 1872 af bladlus (Phylloxera) på vinstokke indført fra Californien. Derefter fulgte depression og emigration.
Da verdelho kun kunne produceres i små mængder, indførte man fra Californien den mørke, modstandskraftige Isabelladrue med stærk duft, der gav inspiration til vinens navn, vinho de cheiro, på Pico kaldt cavaco.
I 1995 var man ydermere klar med en ny lokal hvidvin, Terras de Lava, og kort efter rødvinen Basalto fra øens nordvestdel; men Açorernes »vinambassadør« er en aperitif, Lajido, den nye verdelho!
I 2004 kom Pico på UNESCOs liste over verdens kulturarv med - ikke alene øens enestående currais de vinha og lavasletter – men hele kulturlandskabet, hvor man kombinerer traditionel arkitektur, landskabsplan og naturelementer fx sjælden flora og fauna som flagermusen, morcego diurno (Nyctalus azorem), som flyver om dagen. Området omfatter 3.000 ha i Criação Velha og Santa Luzia med adegas og solares, der er typisk for øen.
Drageblodstræer
De paraplyformede drageblodstræer (Dracaena draco) findes især på Pico, São Jorge, Faial, Flores og São Miguel. De stammer fra Canarieøerne. Mange er flere hundrede år gamle, op til 18 m høje og med en krone helt op til 18 m i diameter. Bladene er sværddannede, og i aug.-sep. springer træets hvidlige blomster ud.
Ved et snit i træets monumentale stamme tappede man før i tiden en rødlig harpiks (drageblod), der blev benyttet som lægemiddel (i husapoteket, bl.a. som livseleksier eller til at standse indre blødninger), som farvestof og endog som fernis.
Scrimshaw
Scrimshaw-kunsten, indgravering i hvaltand, opstod i 1800-tallet for at udfylde ventetiden om bord på de store hvalfangerbåde, langt fra hjemmet. Man indridsede motiver fra hvalfangsten og hjemegnen samt portrætter af ens kære, savnede familie.
Fremstillingsprocessen er lang: Først slibes tanden helt glat. Derefter poleres den og dækkes med et lag tusch, så overfladen bliver helt sort. Med en nål ridses motivets fine linier gennem det sortdækkede, polerede lag ned i tanden. Motivet står nu i hvidt. Igen påføres et lag tush, som denne gang udfylder de indgraverede linier. Det første sorte lag fjernes, og tilbage bliver den fine sorte gravering – scrimshaw!
Ordet scrimshaw stammer måske fra det hollandske ord, »skrimshander« = ledig, ubeskæftiget.
Med stop for kommerciel hvalfangst bliver hvaltand snart umulig at skaffe. Kunstnerne leder efter og afprøver andre og nye materialer. En mulighed kunne være taguanød, høstet fra taguapalmetræet i Ecuadors regnskove. Den tørrede nød giver et hårdt materiale, meget lig elfenben, både i udseende og udsmykningsmulighed, og har i årevis været brugt til at fremstille smykker og figurer - og i fremtiden måske også scrimshaw.
Scrimshawkunsten holdes i live af hollænderen John van Obstal, der i 1983 bosatte sig på Faial. Han bor, arbejder og sælger sine værker på: Banda da Vila 17 C (nord for Horta). Ring og aftal tid: 292 392 720
Hekselegende
De heksedukker, der fremstilles på Escola do Artesanato i Santo Amaro på São Jorge, illustrerer en hekselegende: En nat den 1. februar viste nogle hekse sig og udstødte underlige lyde. Det fortsatte indtil den 24. marts. De har aldrig generet nogen, men for en sikkerheds skyld undgår unge piger at gå ud om natten i denne periode. I stedet beder de 100 »Ave Maria«, for at heksene skal holde sig væk resten af året.
Mønter fra Kartago
Historikere er i tvivl om, hvor langt kartagerne sejlede ud i Atlanterhavet. De kunne, fra Canarieøerne, være sejlet med vestenvinden mod Açorerne, som også de portugisiske opdagelsesrejsende gjorde.
På Corvo, den mindste og mest afsidesliggende af samtlige Açorerøer, fandt man i november 1749 mønter fra Kartago! Den eneste rapport, der eksisterer om fundet, er skrevet af den svenske videnskabsmand, Johan Podolyn. Han offentliggjorde historien i »Göteborgska Vetenskaps och Vitterhets Samhällets Handlingar« I, 1778 p. 106-108. Historien er i korte træk:
Efter flere dages vestlig storm havde havets bølger afdækket fundamentet til et gammelt stenhus ved kysten. Her fandt man en sort lerkrukke med en del guld- og kobbermønter, som blev fordelt mellem interesserede på øen. Et ukendt antal blev sendt til Lissabon, og ni mønter til Madrid til Padre Florez, den tids ledende numismatiker. Syv af mønterne var fra Kartago og to fra Kyrene. De var slået ca. 221-210 f.Kr. Padre Florez forærede mønterne til Podolyn, som i 1761 besøgte Madrid. De ni mønter var de bedste eksemplarer, og fundet indeholdt ikke andre typer. Podolyn skrev sin rapport med kommentarer og illustrationer af de ni mønter. Derefter forsvinder alle spor - ingen ved, hvor mønterne er i dag, men de er stadig genstand for diskussion.
Så sent som i 1983 fandt en undersøgelse sted på Corvo, dog uden nye resultater - men det udelukker ikke, at kartagerne kan have været på Corvo. Kom kartagerne ud af kurs og landede tilfældigt på Corvo? Slog de sig ned på øen? Medbragte de den maurisklignende rytterstatue på Corvos nordvestspids (beskrivelse af statuen blev sendt til Dom Manuel 1.)? Var de interesseret i hvalfangst, eller ville de videre vestpå? Svarene blæser i vinden! Historien fortoner sig som en fugl, der forsvinder i horisonten!
Vulkaner og jordskælv på Açorerne
Açorerne ligger i et geologisk uroligt område som en del af Den Midtatlantiske Højderyg. Her mødes tre kontinentalplader: den afrikanske, den eurasiske og den nordamerikanske, hvor Flores og Corvo ligger, mens de andre syv øer er placeret på en trekantet »mikroplade« mellem de tre gigantiske kontinentalplader. Pladerne bevæger sig i forhold til hinanden, og derved kan der opstå vulkanudbrud og jordskælv, langs pladernes kanter eller randzoner. Presset fra kontinentalpladerne medfører kilometer dybe sprækker, der tillader den flydende og kraftfulde stenmasse, magma, fra jordens indre at trænge op til overfladen som lava. Dette sker når trykket bliver tilstrækkeligt stort på de steder, hvor revnerne findes – og vi har et vulkanudbrud. Så egentlig fungerer en vulkan som en kæmpe sikkerhedsventil. Gennem årtusinder har undersøiske udbrud opbygget fundamentet til de øer, vi kender i dag. På Açorerne forekommer stadig undersøiske udbrud (se: Capelinha på Faial). At der tidligere har været betydelig vulkansk aktivitet, vidner de mange kegleformede bjergtoppe med søer i kollapsede vulkankratere, caldeiras, om – men svovlstinkende gasser og dampe, fumarolas, fortæller, at det stadig ulmer under overfladen! Siden øernes opdagelse har der været 30 vulkanudbrud – og ni vulkaner er stadig »aktive«.
Med vulkansk aktivitet følger en række geologiske fænomener – som skaber livsbetingelser for endemisk flora og fauna fx fire billearter – som kun kan opleves på Açorerne:
Gruta: en underjordisk lavatunnel eller grotte, hvorigennem den rødglødende lava flød. Disse tunneler kan have en diameter op til 15 m og være flere km lange. Ofte er loftet fyldt med lavastalaktitter og vulkanske aflejringer i flere farver. De er sjældne i andre vulkanske områder, men findes mange steder på Açorerne, bl.a. på Pico, Terceira, Graciosa, São Miguel og São Jorge.
Algar: en vulkankraterskakt, fx Algar do Carvão på Terceira
Furna: hule, fx Furna do Enxofre på Graciosa
Furnas: varme kilder som enten udspringer på jordoverfladen eller i dybe grotter, hvor de flere steder giver vand til underjordiske søer med endemisk dyreliv.
Siden 1998 har en arbejdsgruppe under lokalregeringen udviklet et klassifikationssystem og database med indsamlet information om disse vulkanske fænomener, både med henblik på videnskab og turisme.
I et område som Açorernes, hvor kontinentalpladerne forskyder sig, forekommer også jordskælv, dvs. rystelser i jordskorpens overflade. Selv midt på de enkelte kontinentalplader kan der opstå mindre jordskælv og brud på jordskorpen som følge af pladernes evige pres. I skolerne simuleres jordskælv tre gange årligt, og eleverne øver, hvad de skal gøre, hvis katastrofen indtræffer.
Kendte navne
António, Prior do Crato (f. 1531, d. 1595 i Paris). Illegitimt barnebarn af Dom Manuel 1. og tronprætendent. Da Avis-dynastiet ophørte ved kardinalkongen Dom Henriques død i 1580, blev han s.å. udråbt til konge i store dele af fastlandet og på Açorerne, men blev afsat af spanierne og flygtede til Paris.
Arriaga, Manuel de (f. 1840 i Horta, d. 1917 i Lissabon). Advokat og lektor. Republikkens første valgte præsident (1911-15) efter den provisoriske regering.
Braga, Teófilo (f. 1843 i Ponta Delgada, d. 1924 i Lissabon). Professor i litteratur, forfatter og historiker. Blev valgt til chef (1910-11) for republikkens provisoriske regering og i 1915 til præsident.
César, Carlos (f. 1956 i Ponta Delgada), læst jura i Lissabon, journalist og politiker. Açorernes præsident (PS) 1996-2012.
Camões, Luís Vaz de (f. 1525 i Lissabon, d. 1580 i Lissabon), Portugals nationalpoet, farverig, temperamentsfuld og lidenskabelig med skarp tunge og løs klinge. Under krigstjeneste i Ceuta mistede han i en duel sit ene øje. Sårede en hofmand i Lissabon, blev kastet i fængsel og sendt til Macau og Goa, hvor han i løbet af 14 år skrev bl.a. det episke digt Lusiaden (Os Lusíadas). Gældsfængsel og skibbrud prøvede han også. Med manuskript i munden svømmede han i land (som det vises på utallige malerier) og reddede både liv og mesterværk. Lusiaden blev udgivet i 1572, men Camões døde fattig og glemt, kulet ned i en fattiggrav, som ingen ved hvor er. I dag har selv den mindste portugisiske flække en Camõesgade, -plads eller -statue.
Cordeiro, Vasco Ilídio Alves (f. 1973 nær Ponta Delgada), jurist fra Coimbra (er også en dygtig fadosanger), i 1995 advokat på Açorerne, valgt (PSD) til det regionale parlament i 1996, regional minister for bl.a. landbrug og fiskeri, senere økonomi – og i 2012 valgt til Açorernes præsident.
Corte-Real, João Vaz (1400-tallet). Portugisisk søfarer, var med på en dansk-norsk ekspedition 1471-73, der sejlede fra Norge og, via Island og Grønland, nåede Terra do Bacalhau (klipfiskelandet) Newfoundland - altså 20 år før Columbus! João Vaz Corte real står for nogle portugisere som Amerikas sande opdager, den første europæer, som når Amerikas kyst; men det kan ikke ryste en skandinav, for vi ved, at Leif den Lykkelige steg i land i Vinland (Nova Scotia) i 999! João Vaz Corte Real fik i 1483 øen São Jorge som sit kaptajnsdømme.
Frutuoso, Gaspar Frutuoso (f. 1522 i Ponta Delgada, d. 1591 i Ribeira Grande). Præst, Açorernes første historiker og krønikeskriver. Kom efter uddannelse i Salamanca, Évora og på jesuiterkollegiet i Bragança i 1565 tilbage til São Miguel. Hans hovedværk i seks bind: Saudades da Terra omhandler opdagelsen af Canarieøerne, Madeira og Açorerne samt deres historie
Gama, Vasco da (f. 1469 i Sines, d. 1524 i Cochin), portugisisk opdagelsesrejsende, der i 1497-98 fandt søvejen syd om Afrika til Indien (Calicut på Malabarkysten). Året
efter vendte han via Açorerne (se: Santa Maria) hjem, belæsset med rigdomme. I 1524 udnævntes han til vicekonge og drog igen af sted. Nutidige historikere mener, at hans nautiske evner og heltestatus er overdrevne og stammer fra Camões’ patriotiske digt Lusiaden.
Henrique, Infante Dom (f. 1394 i Porto, d. 1460 i Sagres). Kendt som Henrique O Navegador, Henrik Søfareren, skønt han kun stod til søs én gang (da Ceuta på Marokkos nordkyst blev erobret - den første etape af det potugisiske, verdensomspændende imperium). Han var stormester af kristusordenen, der havde store indtægter og ville vinde både sjæle og rigdomme, finde søvejen til Indien og derved kontrollere handelen med krydderier. Hans motto var: Talent de bien faire (som der står under hans buste i Horta) - talent til at gøre godt. Og det brugte han til at sætte andre igang på sin navigationskole i Sagres på Algarvekysten, hvor han omgav sig med de bedste kosmografer, astronomer, kartografer, navigatører, skibsbyggere og handelsfolk. Det førte til genopdagelsen af Porto Santo i 1418, Madeira i 1419, Açorerne i 1432 og Cabo Verde-øerne i 1445, hvor rejsen var ledet af en dansker, som portugiserne kalder Vallarte - måske hed han Wollert eller Valdemar?
Henrique var meget interesseret i de nordiske opdagelser i Nordatlanten, og i 1424 fik han af Erik af Pommern (der var gift med Henriques engelske kusine) et geografisk værk med kort over Norden. Det medførte et vist samarbejde mellem Danmark og Portugal om opdagelsesrejser
Nemésio, Vitorino (f. 1901 i Praia da Vitória, d. 1978 i Lissabon). Forfatter, kritiker og historiker, meldte sig som frivillig i 1. Verdenskrig. Senere journalist. Efter studier på universitetet i Coimbra og Lissabon blev han professor, en flittig skribent af essays og kroniker, men fik også tid til at skrive poesi og romaner. Samtidig var han populær i radio og på tv
Quental, Antero Tarquinio de (f. 1842 i Ponta Delgada, d. 1891 i Ponta Delgada). Filosof og forfatter. Digterisk gennembrud i 1860 med et religiøst digt, stilen ændredes dog snart til fritænker-filosofisk, og senere var han med i Teófilo Bragas antiromantiske skole. Fuldendte i 1864 jurastudiet i Coimbra, trods et udsvævende liv. Efter rejser i Europa og Amerika deltog han aktivt i Portugals politiske liv. Skuffelser, angst, manio-depressive perioder og forelskelser i gifte kvinder drev ham til selvmord (se: Ponta Delgada, São Miguel). Mest kendt er han for sine sonetter og en del prosaskrifter
Velho, Gonçalo Cabral (1400-tallet). Portugisisk søfarer, arbejdede tæt sammen med Infante Dom Henrique og førte folk og fæ til São Miguel. Han blev den første capitão-donatário, der fik øen som kaptajnsdømme (arvelen) og monopol på al handel.
© Nina Jalser
