Fakta om Açorerne
Ni paradisiske øer, med en mageløs natur, ligger midt ude i Atlanterhavet. Açorerne blev opdaget af portugiserne i 1400 tallet og er, foruden Madeira, hvad der er tilbage af Portugals engang så verdensomspændende kolonirige. De atlantiske øer med slumrende vulkaner har hver sin egenart, og er alle utroligt smukke.
Af Nina Jalser
Ni øer – ni små verdener: São Miguel, den største ø, er en herlig blanding af fredfyldt natur med høje bjerge, store skove, stille søer og hovedbyen Ponta Delgadas pulserende liv. Santa Maria, den ældste, har fossiler, dybe skrænter, hvor vingårde er anlagt i terrasser ned til hvide sandstrande, og på nordkysten steg Columbus i land efter et uvejr på vej hjem fra Den Nye Verden. Terceira med hovedbyen Angra do Heroísmo, den ældste by i Atlanten og optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv, har interessante geologiske naturreservater. Graciosa, den næstmindste ø, er en lise for sjæl og legeme med skøn natur og kurbad med varme kilder – og en underjordisk sø. São Jorge er ren pastorale, frodig grøn og med kystsletter (fajãs) med mikroklima ved foden af kæmpehøje klippekyster – et eldorado for vandrefugle. Pico rejser sig af havet som én kæmpe, kegleformet vulkan, Portugals højeste punkt, og med vingårde, optaget på UNESCOs liste, og historiske hvalfangertraditioner, der ikke er glemt. Faial er et zig-zag mønster af kilometerlange hortensiahække, verdenskendt havn for langturssejlere – og her fandt det seneste vulkanudbrud sted. Flores, den flydende have, har et væld af vandfald, mange og meget forskellige kratersøer – og Europas vestligste vandresti. Og Corvo, lillebitte Corvo, den allermindste ø, dejlig, fredfyldt, toppen af kransekagen med øernes nok smukkeste vulkankrater.
Øerne fik navnet Açorerne af de opdagelsesrejsende. De eneste dyr, de så på de øde øer, var musvåger (milhafres, Búteo búteo), som stadig lever på øerne. Men de forvekslede dem med duehøge (açores, Accipiter gentilis), som findes på fastlandet, derfor fik øerne navnet Ilhas dos Açores, så egentlig skulle de have heddet Ilhas dos Milhafres.
Açorerne er en del af Portugal med delvist selvstyre, egen hymne og eget flag – der er fyldt med symboler: på den mørkeblå/hvide baggrund ses en stiliseret, flyvende, gylden açor (duehøg) – eller er det en milhafre! Over den, i en halvcirkel, er ni femtakkede guldstjerner, én for hver ø, og øverst tv. er Portugals våbenskjold.
Befolkning
Os açoreanos, açorerene, kalder sig havets børn, der bor som verdensborgere mellem Europa, Afrika og Amerika. Men samtidig er de store lokalpatrioter og anser sig først og fremmest som açorere – derefter som portugisere.
Açorerene er et stolt folkefærd, utrolig venlige og imødekommende. Hovedparten af befolkningen er fastlandsportugisere blandet med indvandrede maurere, flamlændere, franskmænd og irere. Jøder flygtede hertil fra fastlandet i 1500-tallet for at undgå tvangsdåb og inkvisition. Dertil kommer en del englændere, amerikanere og brasilianere. Udvandringen, der begyndte med de første amerikanske hvalfangerbåde, der anløb açoriske havne i 1765, har dog været stor. I USA og Canada bor flere açorere end på Açorerne! Man regner med, at der bor ca. 1 mio. açorere uden for Açorerne
1950 og 60’erne var store udvandringsår pga. økonomisk stagnation, men açorerenes exedus nåede sit højdepunkt i det turbulente år 1974, denne gang af politiske årsager med Nellikerevolution og kommunisttrussel indefra. I 1980’erne vendte udviklingen, og i dag vender mange emigranter tilbage til deres fødeø.
Før i tiden havde nogle af de tilbageblevne ikke meget til overs for de »amerikaniserede«, nyrige emigranter, men mange familier på øerne fik en kærkommen økonomisk hjælp fra familien »over there«. Efterhånden som det açoriske samfund udviklede sig – og det går stærkt i dag – blev forskellen udjævnet.
Sprog
Açorerenes sprog er portugisisk (se: Miniparlør), men med en lidt anderledes udtale end på fastlandet. Hver ø har sin dialekt eller variant, og açorerene kan høre, hvilken ø en person kommer fra. São Miguel er nok den mest »franskprægede«, her bliver alle u’er til y!
Religion
Açorerne tilhører den romersk-katolske kirke med alt, hvad det indebærer. Hver lille by har en Nossa Senhora (Jomfru Maria) eller helgen, der fejres en gang om året med store religiøse optog gennem den festklædte by. Der findes Nossa Senhoras for glæde, sorg, smerte, hjælp, rejse, fred etc.
Religionen er et vigtigt element i açorernes dagligliv, der er præget af voldsomme naturkatastrofer som jordskælv, vulkanudbrud - og livet på havet. De mange kirker og kapeller er velbesøgt til messe, og også i dagens løb finder både gamle og unge tid til en stille stund eller bøn i kirken.
De mange kirker og kapeller fortæller meget om den hårde tilværelse på øerne i tidens løb. Og på jesuiterkirkers altre figurerer São Francisco Borges, der beskytter mod jordskælv.
Hele sommeren fejres helligåndsfesten, især på Terceira. Santo Cristo dos Milagres, Açorernes største fest, fejres femte søndag efter påske i Ponta Delgada. Til disse fester vender emigranter hjem i tusindvis.
Levevilkår
Açorerene er familiemennesker og hjælper gerne hinanden i alle livets faser. Børn bor længe hjemme; men efter byggeboom og fordelagtige banklån er det blevet lettere for de unge at få egen bolig. Ældre bor ofte hos familien, men der bygges en del beskyttende boliger, daghjem og plejehjem, såvel som vuggestuer og børnehaver. I det hele taget søger man at bekæmpe sociale problemer – og fattigdom.
Arbejdsugen er på 40 timer og minimumslønnen er 525 € med julegratiale i december og en måneds dobbeltløn, når man holder ferie. Desuden ydes der forskellige former for personalegoder som fx frokostordninger, fri bil, bolig etc.
Skatteprocenten er lav, fx betales der af en mellemindkomst 11% i skat, og højeste skatteprocent er 40! Som i resten af Europa importerer man arbejdskraft, her fra Brasilien og Østlandene og især til byggebranchen. Selv den lillebitte ø, Corvo, havde i 2004 hjælp fra disse to områder til anlægning af veje.
Mange açoriske mænd er nok stadig lidt mandschauvinistiske, men det forhindrer ikke kvinder i at indtage topstillinger.
Uddannelse
Der er ni års obligatorisk skolegang, og skoler til 9.klasse findes på alle øer, mange har til 12. Det er ofte nødvendigt at tage til andre øer eller fastlandet for at videreuddanne sig, men flere end tidligere søger tilbage til deres hjemø og finder arbejde.
Universidade dos Açores (www.uac.pt ) har afdelinger i Ponta Delgada, Angra do Heroísmo og Horta. Der er mange studiemuligheder – (også med Erasmus, udvekslingsprogrammet mellem videregående uddannelsesinstitutioner); men medicin og jura læses på fastlandet.
For de ikke-boglige er der escolas profissionais, hvor man uddannes i praktiske fag. Den almindelige værnepligt blev ophævet i 2004.
Økonomi og erhverv
Açorernes hovederhverv Landbruglandbrug (majs, korn, søde kartofler, yams, tobak, sukkerroer, vin og sydfrugter bl.a. ananas og passionsfrugt), kvægavl (hvor kvæget går ude hele året, mange med koklokke, så de kan findes i tågen), mejeribrug og fiskeri.
Indtil Portugal i 1986 underskrev konventionen om begrænsning af hvalfangst, var Flores (fra 1856) og senere Faial og Pico centrum for hvalfangst. EU-midler til regionaludvikling har finansieret nye fiskefartøjer og kølehuse til tun- og dybhavsfiskeri og givet øerne en bedre infrastruktur, nye veje, udvidelse og forbedring af havne og lufthavne. Açorerne er ikke længere isolerede. Direkte fly til 14 europæiske byer, fem amerikanske - og flere ruter er på vej - internationalt tv, internet m.m. har bragt Açorerne nærmere resten af verden.
Nye hoteller skyder op på alle øerne. I de senere år er turisme blevet en vigtig indtægtskilde, der i 2004 steg med raketfart - og danske charterturister indtog øerne. Skandinaviske turister er nu den største besøgsgruppe efter fastlandsportugisere.
Açorerne er blevet en ny krydstogtdestination. Man venter flere og har udvidet mange kajanlæg bl.a. i Ponta Delgada og Praia da Vitória.
Styreform og politik
Portugal gav i 1976 Açorerne delvist selvstyre (Região Autónoma dos Açores) med egen hymne og flag. Øerne har fem ud af 230 repræsentanter i Assembleia da República, det portugisiske parlament i Lissabon – og der lyttes til dem. På Açorerne er den portugisiske stat repræsenteret ved Representante da República, udpeget af Portugals præsident. Denne skal sikre, at forfatningen overholdes, og ingen lov vedtages før repræsentanten har godkendt den. Repræsentanten har residens i Angra do Heroísmo på Terceira.
Øernes regionale parlament, Assembleia Legislativo Regional dos Açores (www.alra.pt ), i Horta på Faial, har 57 medlemmer, der vælges for fire år og på samme tid som valget til nationalforsamlingen i Lissabon. Hver ø har mindst to parlamentsmedlemmer og tildeles endnu ét for hver 6000 indbyggere. Lederen af det parti, der har flest medlemmer i parlamentet, bliver udnævnt til Presidente do Governo Regional dos Açores med officiel residens i Ponta Delgada på São Miguel.
Der er regionale ministerier, Secretários regionais, for: økonomi og turisme, bolig og arbejde og finans, skat og planlægning på São Miguel; for uddannelse og sociale forhold på Terceira; for landbrug, fiskeri og miljø på Faial. Açorerne har ansvar for egen økonomi, mens politi, domstole, forsvar og udenrigspolitik hører under regeringen i Lissabon. Byer har deres eget assembleia municipal, byråd.
1976-96 regerede Socialdemokratisk Folkeparti (PSD) med absolut flertal. Største oppositionsparti var socialisterne (PS). João Bosco Mota Amaral var præsident fra 1976 til 1995, hvor han overlod posten til Madruga da Costa, som var midlertidig præsident, indtil Carlos César (PS) blev valgt ved det regionale parlamentsvalg i oktober 1996, genvalgt i okt. 2000, i okt. 2004, hvor hans parti fik absolut flertal, 31 af de 52 pladser og igen i 2008, men stillede ikke op til valget i 2012, hvor Vasco Cordeiro (PSD) blev valgt til regional præsident.
Portugals premierminister, valgt i 2011, er Pedro Passos Coelho (PSD),
og landets præsident siden 2006 er Anibal Cavaco Silva (PSD). Portugal og dermed Açorerne er medlem af EU, FN, NATO, WEU, og OECD.
Kunst og kultur
Ikke alene i parker og på pladser ses mange smukke skulpturer og mindesmærker (og nye kommer til); men også i kirkerne kan man finde god kunst. Af de 13 bevaringsværdige kultur- og naturområder Portugal har på UNESCOs liste, er de to på Açorerne: Angra do Heroísmo (1983) og Picos vingårde (2004).
Mange açorere elsker fest med musik og dans og værner om de gamle traditioner. Selv om mange açorere har levet en større eller mindre del af deres liv i USA eller Canada er der ingen nævneværdig kulturel påvirkning, idet en açorer holder fast ved sine rødder.
Litteratur
Açorernes lokale Saxo, krønikeskriveren Gaspar Frutuoso, udgav i 1500-tallet »Saudades da Terra«, et fantastisk værk på seks bind (som stadig udgives), om opdagelsen af øerne og deres kolonisering, og han citeres ofte.
I 1800-tallet skrev Antero de Quental (1842-91) kærlighedssonetter og politisk kamppoesi, men håbløshed og depression drev ham til selvmord. Forfatteren, Teófilo Braga, der blev den første leder af Portugals provisoriske regering, skrev både poesi, prosa og historiske bøger. Vitorino Nemésio (1901-78) udgav socialrealistiske romaner og noveller om fx hvalfangere, som også er temaet hos João Dias de Melo (1917-2008). Cristóvão de Aguiar (f.1940) fortæller om sin barndom på São Miguel og andre øer og João de Melo (f.1949) om øernes særegenheder – men også et opgør med kolonikrigene i Afrika. Ingen er endnu oversat til dansk.
Mange poeter og forfattere har besøgt Açorerne og er blevet inspireret, bl.a. António Vieira i 1656, Almeida Garrett i 1814, Fernando Pessoa i 1902 og Raul Brandão 1924, der i sin As Ilhas Desconhecides (De ukendte øer) gav hver ø et farvenavn.
Musik
Açorerene er muntre og levende og elsker fest og farver. Næsten hver landsby har en coreto, musiktribune, til koncerter og optræden, og mange har eget hornorkester og folkloregruppe.
Musikken varierer fra ø til ø og er for det meste munter, men undertiden også fado-agtig med lange, traurige sange om havet, længsel (saudade) og ulykkelig kærlighed. Deres »nationale« musikinstrument er viola de arame eller viola da terra, en guitar med 12/16 strenge og to hjerteformede udskæringer.
Folkedans, som kan opleves ved alle festivaler, fremføres af kvinder i farvestrålende dragter, som er en kontrast til mændenes mørke. Alle øer har filharmonicas, lokale orkestre, Terceira fx har 25 – 14% af befolkningen spiller musik.
Men også finkulturen dyrkes. Flere øer har balletskole og musikkonservatorium, og
São Jorges kendte søn, Francisco de Lacerda (1869-1934) underviste på musikkonservatoriet, inden han kom til Paris, hvor han blev dirigent for flere franske symfoniorkestre og ven med Debussy. Selv komponerede han flere værker for orkester, klaver og orgel. Ferierne blev altid tilbragt på São Jorge, hvor han indsamlede folkemusik.
De seneste år er mange smukke, bevaringsværdige teatre blevet renoveret, bl.a. i Horta og Ponta Delgada, og der opføres ultra moderne kulturcentre, der alle er ramme om tilløbsstykker.
Billedkunst
Açorerne har måske ikke udklækket verdensberømtheder, men der er flere bemærkelsesværdige blandt andre billedhuggeren Ernesto Canto da Maia (1890-1981). Han blev uddannet og boede mange år i Paris; men vendte i 1938 hjem til sin fødeø São Miguel og var kreativ lige til sin død. Mange af hans værker kan ses på Museu Carlos Machado i Ponta Delgada - og i Paris og Lissabon.
En anden kendt kunstner er den naturalistiske maler Domingos Rebelo (1891-1975). I hans mest berømte værk, Os Emigrantes, skildrer han meget bevægende de ængsteligt ventende emigranter på vej mod det ukendte. Som en hyldest til Rebelo malede Tomás Vieiras (f.1937) Os Regressantes (de tilbagevendte). Begge malerier er i Museu Carlos Machado i Ponta Delgada
Flere kirker er smykket med flamsk kunst, som kom til øerne ved naturaløkonomi: man byttede med farvevajd.
Azulejos og talha dourada
Mange kirker, klostre og huse er både udvendig og indvendig beklædt med azulejos, smukt malede, glaserede fliser.
De første fliser kom fra Valencia omkr. 1460. De var arabisk inspireret med flerfarvede, geometriske mønstre i relief, men efter at spanierne besatte Portugal, fik de nye, flade fliser et nationalt og personligt præg. Hele vægge blev til store flisemalerier. I 1600-tallet begyndte en »masseproduktion«. Alle skulle have azulejos-paneler med landlig idyl eller historiske scener. Inspireret af orientalsk porcelæn (Ming-dynastiet) blev hvide fliser malet med blåt (portugisisk: azul), måske heraf navnet azulejo. Men egentlig er ordet arabisk: »al-zuleisha« = lille, blankpoleret sten.
Store fortællende azulejos-billeder med helgenlegender eller bibelske historier blev malet til kirkerne i 1700-tallet. De dannede en luftig og elegant kontrast til kirkens altre, nicher og lofter, der ofte var udsmykket med bombastisk, men kunstfærdigt udskåret træværk belagt med bladguld – talha dourada. Dette var Portugals bidrag til barokken.
Fortovskunst
Overalt på øerne skal man huske at se ned! Her er en anden beundringsværdig form for billedkunst: arte pisada, fortovskunst, også kaldt calçada à portuguesa (portugisisk »brolægning«), som gør pladser og fortove til rene kunstværker. Basalt- og kalksten er håndlagt i mange kreative og fantasifulde mønstre og motiver, der er inspireret af folklore og Portugals storhedstid under opdagelsrejserne, bl.a. karaveller, armillarsfærer, Kristuskors, våbenskjold, ankre med fint »snoet« tovværk samt møller, blomster, frugter, dyr - hvaler og bølger.
Kunstarten opstod i 1825, måske inspireret af romersk mosaik. Tidligere var det straffefanger, »grilhetas« (lænkede), der lagde de smukke mønstre, men nu gives der uddannelse i faget.
Arkitektur
Stilen er præget af fastlandet, men med açorerenes egenart: hvidkalkede bygninger med dekorativt indlagt basaltsten – de forhåndenværende materialer – som igen varierer fra ø til ø. Helt specielle er imperios (helligåndskapeller, se: Let læsning til fly), som findes i enhver lille flække og, især på Terceira, ofte i pangfarver! Angra do Heroísmo kom i 1983 på UNESCOs liste, netop pga. sin bevaringsværdige arkitektur. Også for art-deco fans er her gode oplevelser
Manuelinsk stil
En helt speciel portugisisk stil i arkitektur og kunst opstod ved overgangen mellem gotik og renæssance i 1400-tallet. Opdagelserne havde tilført landet store rigdomme og inspiration, der hurtigt blev omsat til imponerende bygningsværker, bl.a. kirker og klostre.
Manuelismen, opkaldt efter Dom Manuel 1. (1495-1521), blev én stor hyldest til havet og de eventyrlystne sømænd. Bygninger udsmykkedes med tovværk, ankre, master, kork, tang og sneglehuse blandet med orientalske og indiske mønstre, udskåret som de fineste kniplinger.
Den manuelinske stils tre vigtigste elementer var: det portugisiske våbenskjold, kristuskorset (Cruz de Cristo), som var afbilledet på karavellernes sejl, og Armillarsfærenarmillarsfæren, den tids navigationsinstrument: en himmelsigtekugle, der bestod af gradinddelte kredse, som man sigtede over og derved fandt koordinaterne for et himmelobjekt og éns fartøj. Karakteristisk var også de triumfbuelignende indgangsportaler med et mylder af figurer.
Manuelismen satte sig omfattende spor trods dens korte blomstringstid, 1490-1540.
Kunsthåndværk
Gennem kooperativer og skoler bevares açorernes traditionelle Kunsthåndværkkunsthåndværk (artesanato): hånddekoreret keramik, vævede tæpper, broderi, knipling; dukker, blomster og måtter fremstillet af majsblade; hatte- og kurvefletning; blomster af farvede fiskeskæl, fint udskårne figurer af figentræ- og hortensiamarv. Helt speciel er scrimshaw (se: Let læsning til fly)
Medier
Der udkommer adskillige dagblade, som dækker et bredt politisk spektrum. Men også fastlandets aviser læses med interesse, ligesom magasinerne Visão, Focus og Sábado med nationale og internationale nyheder og artikler.
Radio- og tv-stationer er både offentlig- og privatejet. For et samfund, der lever så spredt som det açoriske, er specielt tv med til at tegne befolkningens identitet og sammenhold. Historiske programmer og transmission af sportskampe er seersucceser såvel som de brasilianske serier.
Sport
Açorerene er nok interesseret i fodbold, men ikke i samme grad som på fastlandet. Dog er de umådelig stolte af deres internationalt kendte fodboldspiller og »ambassadør«, den nu pensionerede Pauleta (Pedro Miguel Correia Resendes, f. 1973 i Ponta Delgada) med flere kælenavne som »den açoriske cyklon«, »den fødte scorer« og »portugisernes målkonge«, der efter et mål bredte armene ud og imiterede en flyvende açor! Han har spillet i bl.a. Santa Clara på São Miguel, i Spanien og Frankrig, hvor han flere gange blev den franske ligas topscorer.
Mad og drikke
(om retters indhold, se: Miniparlør, Menukortet)
Det açoriske og portugisiske køkken afspejler landets glorværdige fortid med et stænk af Afrika, Asien, Brasilien – og lidt Spanien. Det er ikke specielt raffineret eller krydret. De mest brugte krydderier er koriander- og laurbærblade, fennikel, spidskommen og hvidløg i enkle lette retter. Man lader råvarernes egen smag komme til sin ret. Det er sund og naturlig mad – og let fordøjelig.
Mens man venter på menukortet serveres ofte den kendte og velsmagende ost, Queijo da Ilha/de São Jorge eller queijo fresco m.m fx morcela, blodpølse.
I det açoriske køkken indgår suppe som en vigtig del. Typiske supper er grøntssupper som sopa de legumes eller caldo verde, men også sopa de peixe, fiskesuppe.
Som på fastlandet er bacalhau, klipfisk (se: Let læsning til fly), en af hovedspiserne, og der skulle være 365 forskellige opskrifter!
Desuden er der et væld af lokale fisk, som oftest serveres grillet, fx den lækre cherne (»vragfisk«), eller chicharro (hestemakrel), stegt med hvidløg og citron.
Også lulas (blæksprutte), kogt i vin, eller lapas (albueskæl), grillede med hvidløg og citron, og andre af havets lækre frugter fås på skaldyrsrestauranter, marisqueiras.
Af nationale kødretter er der cozido das Furnas, på São Miguel, alcatra især på Terceira, og på alle øer cozida à portuguesa.
På Açorerne afsluttes måltidet med ananasskiver. Det er godt for fordøjelsen, mener de. Mange restauranter har dog en hel disk eller et flere etagers rullebord fyldt med søde sager, der køres hen til gæsternes bord.
Bordvine kommer for det meste fra fastlandet, men Açorerne har gode vine fra Pico, Terceira, Graciosa og Santa Maria, (se: Værd at vide – det praktiske, Drikke)
© Nina Jalser
Af Nina Jalser
Ni øer – ni små verdener: São Miguel, den største ø, er en herlig blanding af fredfyldt natur med høje bjerge, store skove, stille søer og hovedbyen Ponta Delgadas pulserende liv. Santa Maria, den ældste, har fossiler, dybe skrænter, hvor vingårde er anlagt i terrasser ned til hvide sandstrande, og på nordkysten steg Columbus i land efter et uvejr på vej hjem fra Den Nye Verden. Terceira med hovedbyen Angra do Heroísmo, den ældste by i Atlanten og optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv, har interessante geologiske naturreservater. Graciosa, den næstmindste ø, er en lise for sjæl og legeme med skøn natur og kurbad med varme kilder – og en underjordisk sø. São Jorge er ren pastorale, frodig grøn og med kystsletter (fajãs) med mikroklima ved foden af kæmpehøje klippekyster – et eldorado for vandrefugle. Pico rejser sig af havet som én kæmpe, kegleformet vulkan, Portugals højeste punkt, og med vingårde, optaget på UNESCOs liste, og historiske hvalfangertraditioner, der ikke er glemt. Faial er et zig-zag mønster af kilometerlange hortensiahække, verdenskendt havn for langturssejlere – og her fandt det seneste vulkanudbrud sted. Flores, den flydende have, har et væld af vandfald, mange og meget forskellige kratersøer – og Europas vestligste vandresti. Og Corvo, lillebitte Corvo, den allermindste ø, dejlig, fredfyldt, toppen af kransekagen med øernes nok smukkeste vulkankrater.
Øerne fik navnet Açorerne af de opdagelsesrejsende. De eneste dyr, de så på de øde øer, var musvåger (milhafres, Búteo búteo), som stadig lever på øerne. Men de forvekslede dem med duehøge (açores, Accipiter gentilis), som findes på fastlandet, derfor fik øerne navnet Ilhas dos Açores, så egentlig skulle de have heddet Ilhas dos Milhafres.
Açorerne er en del af Portugal med delvist selvstyre, egen hymne og eget flag – der er fyldt med symboler: på den mørkeblå/hvide baggrund ses en stiliseret, flyvende, gylden açor (duehøg) – eller er det en milhafre! Over den, i en halvcirkel, er ni femtakkede guldstjerner, én for hver ø, og øverst tv. er Portugals våbenskjold.
Befolkning
Os açoreanos, açorerene, kalder sig havets børn, der bor som verdensborgere mellem Europa, Afrika og Amerika. Men samtidig er de store lokalpatrioter og anser sig først og fremmest som açorere – derefter som portugisere.
Açorerene er et stolt folkefærd, utrolig venlige og imødekommende. Hovedparten af befolkningen er fastlandsportugisere blandet med indvandrede maurere, flamlændere, franskmænd og irere. Jøder flygtede hertil fra fastlandet i 1500-tallet for at undgå tvangsdåb og inkvisition. Dertil kommer en del englændere, amerikanere og brasilianere. Udvandringen, der begyndte med de første amerikanske hvalfangerbåde, der anløb açoriske havne i 1765, har dog været stor. I USA og Canada bor flere açorere end på Açorerne! Man regner med, at der bor ca. 1 mio. açorere uden for Açorerne
1950 og 60’erne var store udvandringsår pga. økonomisk stagnation, men açorerenes exedus nåede sit højdepunkt i det turbulente år 1974, denne gang af politiske årsager med Nellikerevolution og kommunisttrussel indefra. I 1980’erne vendte udviklingen, og i dag vender mange emigranter tilbage til deres fødeø.
Før i tiden havde nogle af de tilbageblevne ikke meget til overs for de »amerikaniserede«, nyrige emigranter, men mange familier på øerne fik en kærkommen økonomisk hjælp fra familien »over there«. Efterhånden som det açoriske samfund udviklede sig – og det går stærkt i dag – blev forskellen udjævnet.
Sprog
Açorerenes sprog er portugisisk (se: Miniparlør), men med en lidt anderledes udtale end på fastlandet. Hver ø har sin dialekt eller variant, og açorerene kan høre, hvilken ø en person kommer fra. São Miguel er nok den mest »franskprægede«, her bliver alle u’er til y!
Religion
Açorerne tilhører den romersk-katolske kirke med alt, hvad det indebærer. Hver lille by har en Nossa Senhora (Jomfru Maria) eller helgen, der fejres en gang om året med store religiøse optog gennem den festklædte by. Der findes Nossa Senhoras for glæde, sorg, smerte, hjælp, rejse, fred etc.
Religionen er et vigtigt element i açorernes dagligliv, der er præget af voldsomme naturkatastrofer som jordskælv, vulkanudbrud - og livet på havet. De mange kirker og kapeller er velbesøgt til messe, og også i dagens løb finder både gamle og unge tid til en stille stund eller bøn i kirken.
De mange kirker og kapeller fortæller meget om den hårde tilværelse på øerne i tidens løb. Og på jesuiterkirkers altre figurerer São Francisco Borges, der beskytter mod jordskælv.
Hele sommeren fejres helligåndsfesten, især på Terceira. Santo Cristo dos Milagres, Açorernes største fest, fejres femte søndag efter påske i Ponta Delgada. Til disse fester vender emigranter hjem i tusindvis.
Levevilkår
Açorerene er familiemennesker og hjælper gerne hinanden i alle livets faser. Børn bor længe hjemme; men efter byggeboom og fordelagtige banklån er det blevet lettere for de unge at få egen bolig. Ældre bor ofte hos familien, men der bygges en del beskyttende boliger, daghjem og plejehjem, såvel som vuggestuer og børnehaver. I det hele taget søger man at bekæmpe sociale problemer – og fattigdom.
Arbejdsugen er på 40 timer og minimumslønnen er 525 € med julegratiale i december og en måneds dobbeltløn, når man holder ferie. Desuden ydes der forskellige former for personalegoder som fx frokostordninger, fri bil, bolig etc.
Skatteprocenten er lav, fx betales der af en mellemindkomst 11% i skat, og højeste skatteprocent er 40! Som i resten af Europa importerer man arbejdskraft, her fra Brasilien og Østlandene og især til byggebranchen. Selv den lillebitte ø, Corvo, havde i 2004 hjælp fra disse to områder til anlægning af veje.
Mange açoriske mænd er nok stadig lidt mandschauvinistiske, men det forhindrer ikke kvinder i at indtage topstillinger.
Uddannelse
Der er ni års obligatorisk skolegang, og skoler til 9.klasse findes på alle øer, mange har til 12. Det er ofte nødvendigt at tage til andre øer eller fastlandet for at videreuddanne sig, men flere end tidligere søger tilbage til deres hjemø og finder arbejde.
Universidade dos Açores (www.uac.pt ) har afdelinger i Ponta Delgada, Angra do Heroísmo og Horta. Der er mange studiemuligheder – (også med Erasmus, udvekslingsprogrammet mellem videregående uddannelsesinstitutioner); men medicin og jura læses på fastlandet.
For de ikke-boglige er der escolas profissionais, hvor man uddannes i praktiske fag. Den almindelige værnepligt blev ophævet i 2004.
Økonomi og erhverv
Açorernes hovederhverv Landbruglandbrug (majs, korn, søde kartofler, yams, tobak, sukkerroer, vin og sydfrugter bl.a. ananas og passionsfrugt), kvægavl (hvor kvæget går ude hele året, mange med koklokke, så de kan findes i tågen), mejeribrug og fiskeri.
Indtil Portugal i 1986 underskrev konventionen om begrænsning af hvalfangst, var Flores (fra 1856) og senere Faial og Pico centrum for hvalfangst. EU-midler til regionaludvikling har finansieret nye fiskefartøjer og kølehuse til tun- og dybhavsfiskeri og givet øerne en bedre infrastruktur, nye veje, udvidelse og forbedring af havne og lufthavne. Açorerne er ikke længere isolerede. Direkte fly til 14 europæiske byer, fem amerikanske - og flere ruter er på vej - internationalt tv, internet m.m. har bragt Açorerne nærmere resten af verden.
Nye hoteller skyder op på alle øerne. I de senere år er turisme blevet en vigtig indtægtskilde, der i 2004 steg med raketfart - og danske charterturister indtog øerne. Skandinaviske turister er nu den største besøgsgruppe efter fastlandsportugisere.
Açorerne er blevet en ny krydstogtdestination. Man venter flere og har udvidet mange kajanlæg bl.a. i Ponta Delgada og Praia da Vitória.
Styreform og politik
Portugal gav i 1976 Açorerne delvist selvstyre (Região Autónoma dos Açores) med egen hymne og flag. Øerne har fem ud af 230 repræsentanter i Assembleia da República, det portugisiske parlament i Lissabon – og der lyttes til dem. På Açorerne er den portugisiske stat repræsenteret ved Representante da República, udpeget af Portugals præsident. Denne skal sikre, at forfatningen overholdes, og ingen lov vedtages før repræsentanten har godkendt den. Repræsentanten har residens i Angra do Heroísmo på Terceira.
Øernes regionale parlament, Assembleia Legislativo Regional dos Açores (www.alra.pt ), i Horta på Faial, har 57 medlemmer, der vælges for fire år og på samme tid som valget til nationalforsamlingen i Lissabon. Hver ø har mindst to parlamentsmedlemmer og tildeles endnu ét for hver 6000 indbyggere. Lederen af det parti, der har flest medlemmer i parlamentet, bliver udnævnt til Presidente do Governo Regional dos Açores med officiel residens i Ponta Delgada på São Miguel.
Der er regionale ministerier, Secretários regionais, for: økonomi og turisme, bolig og arbejde og finans, skat og planlægning på São Miguel; for uddannelse og sociale forhold på Terceira; for landbrug, fiskeri og miljø på Faial. Açorerne har ansvar for egen økonomi, mens politi, domstole, forsvar og udenrigspolitik hører under regeringen i Lissabon. Byer har deres eget assembleia municipal, byråd.
1976-96 regerede Socialdemokratisk Folkeparti (PSD) med absolut flertal. Største oppositionsparti var socialisterne (PS). João Bosco Mota Amaral var præsident fra 1976 til 1995, hvor han overlod posten til Madruga da Costa, som var midlertidig præsident, indtil Carlos César (PS) blev valgt ved det regionale parlamentsvalg i oktober 1996, genvalgt i okt. 2000, i okt. 2004, hvor hans parti fik absolut flertal, 31 af de 52 pladser og igen i 2008, men stillede ikke op til valget i 2012, hvor Vasco Cordeiro (PSD) blev valgt til regional præsident.
Portugals premierminister, valgt i 2011, er Pedro Passos Coelho (PSD),
og landets præsident siden 2006 er Anibal Cavaco Silva (PSD). Portugal og dermed Açorerne er medlem af EU, FN, NATO, WEU, og OECD.
Kunst og kultur
Ikke alene i parker og på pladser ses mange smukke skulpturer og mindesmærker (og nye kommer til); men også i kirkerne kan man finde god kunst. Af de 13 bevaringsværdige kultur- og naturområder Portugal har på UNESCOs liste, er de to på Açorerne: Angra do Heroísmo (1983) og Picos vingårde (2004).
Mange açorere elsker fest med musik og dans og værner om de gamle traditioner. Selv om mange açorere har levet en større eller mindre del af deres liv i USA eller Canada er der ingen nævneværdig kulturel påvirkning, idet en açorer holder fast ved sine rødder.
Litteratur
Açorernes lokale Saxo, krønikeskriveren Gaspar Frutuoso, udgav i 1500-tallet »Saudades da Terra«, et fantastisk værk på seks bind (som stadig udgives), om opdagelsen af øerne og deres kolonisering, og han citeres ofte.
I 1800-tallet skrev Antero de Quental (1842-91) kærlighedssonetter og politisk kamppoesi, men håbløshed og depression drev ham til selvmord. Forfatteren, Teófilo Braga, der blev den første leder af Portugals provisoriske regering, skrev både poesi, prosa og historiske bøger. Vitorino Nemésio (1901-78) udgav socialrealistiske romaner og noveller om fx hvalfangere, som også er temaet hos João Dias de Melo (1917-2008). Cristóvão de Aguiar (f.1940) fortæller om sin barndom på São Miguel og andre øer og João de Melo (f.1949) om øernes særegenheder – men også et opgør med kolonikrigene i Afrika. Ingen er endnu oversat til dansk.
Mange poeter og forfattere har besøgt Açorerne og er blevet inspireret, bl.a. António Vieira i 1656, Almeida Garrett i 1814, Fernando Pessoa i 1902 og Raul Brandão 1924, der i sin As Ilhas Desconhecides (De ukendte øer) gav hver ø et farvenavn.
Musik
Açorerene er muntre og levende og elsker fest og farver. Næsten hver landsby har en coreto, musiktribune, til koncerter og optræden, og mange har eget hornorkester og folkloregruppe.
Musikken varierer fra ø til ø og er for det meste munter, men undertiden også fado-agtig med lange, traurige sange om havet, længsel (saudade) og ulykkelig kærlighed. Deres »nationale« musikinstrument er viola de arame eller viola da terra, en guitar med 12/16 strenge og to hjerteformede udskæringer.
Folkedans, som kan opleves ved alle festivaler, fremføres af kvinder i farvestrålende dragter, som er en kontrast til mændenes mørke. Alle øer har filharmonicas, lokale orkestre, Terceira fx har 25 – 14% af befolkningen spiller musik.
Men også finkulturen dyrkes. Flere øer har balletskole og musikkonservatorium, og
São Jorges kendte søn, Francisco de Lacerda (1869-1934) underviste på musikkonservatoriet, inden han kom til Paris, hvor han blev dirigent for flere franske symfoniorkestre og ven med Debussy. Selv komponerede han flere værker for orkester, klaver og orgel. Ferierne blev altid tilbragt på São Jorge, hvor han indsamlede folkemusik.
De seneste år er mange smukke, bevaringsværdige teatre blevet renoveret, bl.a. i Horta og Ponta Delgada, og der opføres ultra moderne kulturcentre, der alle er ramme om tilløbsstykker.
Billedkunst
Açorerne har måske ikke udklækket verdensberømtheder, men der er flere bemærkelsesværdige blandt andre billedhuggeren Ernesto Canto da Maia (1890-1981). Han blev uddannet og boede mange år i Paris; men vendte i 1938 hjem til sin fødeø São Miguel og var kreativ lige til sin død. Mange af hans værker kan ses på Museu Carlos Machado i Ponta Delgada - og i Paris og Lissabon.
En anden kendt kunstner er den naturalistiske maler Domingos Rebelo (1891-1975). I hans mest berømte værk, Os Emigrantes, skildrer han meget bevægende de ængsteligt ventende emigranter på vej mod det ukendte. Som en hyldest til Rebelo malede Tomás Vieiras (f.1937) Os Regressantes (de tilbagevendte). Begge malerier er i Museu Carlos Machado i Ponta Delgada
Flere kirker er smykket med flamsk kunst, som kom til øerne ved naturaløkonomi: man byttede med farvevajd.
Azulejos og talha dourada
Mange kirker, klostre og huse er både udvendig og indvendig beklædt med azulejos, smukt malede, glaserede fliser.
De første fliser kom fra Valencia omkr. 1460. De var arabisk inspireret med flerfarvede, geometriske mønstre i relief, men efter at spanierne besatte Portugal, fik de nye, flade fliser et nationalt og personligt præg. Hele vægge blev til store flisemalerier. I 1600-tallet begyndte en »masseproduktion«. Alle skulle have azulejos-paneler med landlig idyl eller historiske scener. Inspireret af orientalsk porcelæn (Ming-dynastiet) blev hvide fliser malet med blåt (portugisisk: azul), måske heraf navnet azulejo. Men egentlig er ordet arabisk: »al-zuleisha« = lille, blankpoleret sten.
Store fortællende azulejos-billeder med helgenlegender eller bibelske historier blev malet til kirkerne i 1700-tallet. De dannede en luftig og elegant kontrast til kirkens altre, nicher og lofter, der ofte var udsmykket med bombastisk, men kunstfærdigt udskåret træværk belagt med bladguld – talha dourada. Dette var Portugals bidrag til barokken.
Fortovskunst
Overalt på øerne skal man huske at se ned! Her er en anden beundringsværdig form for billedkunst: arte pisada, fortovskunst, også kaldt calçada à portuguesa (portugisisk »brolægning«), som gør pladser og fortove til rene kunstværker. Basalt- og kalksten er håndlagt i mange kreative og fantasifulde mønstre og motiver, der er inspireret af folklore og Portugals storhedstid under opdagelsrejserne, bl.a. karaveller, armillarsfærer, Kristuskors, våbenskjold, ankre med fint »snoet« tovværk samt møller, blomster, frugter, dyr - hvaler og bølger.
Kunstarten opstod i 1825, måske inspireret af romersk mosaik. Tidligere var det straffefanger, »grilhetas« (lænkede), der lagde de smukke mønstre, men nu gives der uddannelse i faget.
Arkitektur
Stilen er præget af fastlandet, men med açorerenes egenart: hvidkalkede bygninger med dekorativt indlagt basaltsten – de forhåndenværende materialer – som igen varierer fra ø til ø. Helt specielle er imperios (helligåndskapeller, se: Let læsning til fly), som findes i enhver lille flække og, især på Terceira, ofte i pangfarver! Angra do Heroísmo kom i 1983 på UNESCOs liste, netop pga. sin bevaringsværdige arkitektur. Også for art-deco fans er her gode oplevelser
Manuelinsk stil
En helt speciel portugisisk stil i arkitektur og kunst opstod ved overgangen mellem gotik og renæssance i 1400-tallet. Opdagelserne havde tilført landet store rigdomme og inspiration, der hurtigt blev omsat til imponerende bygningsværker, bl.a. kirker og klostre.
Manuelismen, opkaldt efter Dom Manuel 1. (1495-1521), blev én stor hyldest til havet og de eventyrlystne sømænd. Bygninger udsmykkedes med tovværk, ankre, master, kork, tang og sneglehuse blandet med orientalske og indiske mønstre, udskåret som de fineste kniplinger.
Den manuelinske stils tre vigtigste elementer var: det portugisiske våbenskjold, kristuskorset (Cruz de Cristo), som var afbilledet på karavellernes sejl, og Armillarsfærenarmillarsfæren, den tids navigationsinstrument: en himmelsigtekugle, der bestod af gradinddelte kredse, som man sigtede over og derved fandt koordinaterne for et himmelobjekt og éns fartøj. Karakteristisk var også de triumfbuelignende indgangsportaler med et mylder af figurer.
Manuelismen satte sig omfattende spor trods dens korte blomstringstid, 1490-1540.
Kunsthåndværk
Gennem kooperativer og skoler bevares açorernes traditionelle Kunsthåndværkkunsthåndværk (artesanato): hånddekoreret keramik, vævede tæpper, broderi, knipling; dukker, blomster og måtter fremstillet af majsblade; hatte- og kurvefletning; blomster af farvede fiskeskæl, fint udskårne figurer af figentræ- og hortensiamarv. Helt speciel er scrimshaw (se: Let læsning til fly)
Medier
Der udkommer adskillige dagblade, som dækker et bredt politisk spektrum. Men også fastlandets aviser læses med interesse, ligesom magasinerne Visão, Focus og Sábado med nationale og internationale nyheder og artikler.
Radio- og tv-stationer er både offentlig- og privatejet. For et samfund, der lever så spredt som det açoriske, er specielt tv med til at tegne befolkningens identitet og sammenhold. Historiske programmer og transmission af sportskampe er seersucceser såvel som de brasilianske serier.
Sport
Açorerene er nok interesseret i fodbold, men ikke i samme grad som på fastlandet. Dog er de umådelig stolte af deres internationalt kendte fodboldspiller og »ambassadør«, den nu pensionerede Pauleta (Pedro Miguel Correia Resendes, f. 1973 i Ponta Delgada) med flere kælenavne som »den açoriske cyklon«, »den fødte scorer« og »portugisernes målkonge«, der efter et mål bredte armene ud og imiterede en flyvende açor! Han har spillet i bl.a. Santa Clara på São Miguel, i Spanien og Frankrig, hvor han flere gange blev den franske ligas topscorer.
Mad og drikke
(om retters indhold, se: Miniparlør, Menukortet)
Det açoriske og portugisiske køkken afspejler landets glorværdige fortid med et stænk af Afrika, Asien, Brasilien – og lidt Spanien. Det er ikke specielt raffineret eller krydret. De mest brugte krydderier er koriander- og laurbærblade, fennikel, spidskommen og hvidløg i enkle lette retter. Man lader råvarernes egen smag komme til sin ret. Det er sund og naturlig mad – og let fordøjelig.
Mens man venter på menukortet serveres ofte den kendte og velsmagende ost, Queijo da Ilha/de São Jorge eller queijo fresco m.m fx morcela, blodpølse.
I det açoriske køkken indgår suppe som en vigtig del. Typiske supper er grøntssupper som sopa de legumes eller caldo verde, men også sopa de peixe, fiskesuppe.
Som på fastlandet er bacalhau, klipfisk (se: Let læsning til fly), en af hovedspiserne, og der skulle være 365 forskellige opskrifter!
Desuden er der et væld af lokale fisk, som oftest serveres grillet, fx den lækre cherne (»vragfisk«), eller chicharro (hestemakrel), stegt med hvidløg og citron.
Også lulas (blæksprutte), kogt i vin, eller lapas (albueskæl), grillede med hvidløg og citron, og andre af havets lækre frugter fås på skaldyrsrestauranter, marisqueiras.
Af nationale kødretter er der cozido das Furnas, på São Miguel, alcatra især på Terceira, og på alle øer cozida à portuguesa.
På Açorerne afsluttes måltidet med ananasskiver. Det er godt for fordøjelsen, mener de. Mange restauranter har dog en hel disk eller et flere etagers rullebord fyldt med søde sager, der køres hen til gæsternes bord.
Bordvine kommer for det meste fra fastlandet, men Açorerne har gode vine fra Pico, Terceira, Graciosa og Santa Maria, (se: Værd at vide – det praktiske, Drikke)
© Nina Jalser
