Geografi og natur
Af Nina Jalser
Açorerne omfatter ni beboede øer, og adskillige mindre småøer, samlet i tre grupper. De østlige øer: São Miguel (759 km2), Santa Maria (97 km2) og de ubeboede klippeskær, Formigas (myrer). De midterste øer: Terceira (382 km2), Graciosa (62 km2), São Jorge (246 km2), Pico (433 km2) og Faial (172 km2). De vestlige øer: Flores (143 km2) og Corvo (17 km2). Til sammenligning er Bornholm 550 km2. Fra den østligste til den vestligste ø er der 615 km.
Øgruppen ligger i den nordøstlige del af Atlanterhavet (1460 km fra Lissabon og 3750 km fra New York) på østskråningen af Den Midtatlantiske Højderyg. Denne undersøiske bjergkæde, kendt for vulkansk aktivitet, er verdens længste og strækker sig 15.000 km fra nord for Island (65°N) til syd for Tristan da Cunha (37°S). Den rejser sig flere tusinde meter op gennem dybhavet og danner enkelte steder land som ved bl.a. Island og Açorerne.
Alle Açorerøerne er af vulkansk oprindelse. Det ses tydeligt af de mange vulkanske kratere, caldeiras, og lavalandskaber, og flere steder kan man stadig opleve vulkansk aktivitet i undergrunden, fx på São Miguel og Graciosa. De fleste vulkaner er udslukte, kun ni er endnu aktive.
Mellem øerne er der dukket vulkaner op af havet, men efter udbrud er de forsvundet igen. Ved Faials vestkyst dannedes ved et vulkansk udbrud i 1957-58 en lille halvø, som ligger der endnu. Açorernes højeste punkt, vulkanen Pico (2351 m), har ikke været i udbrud siden 1720; men mellem São Miguel og Terceira ulmer en undersøisk vulkan – måske bliver den pludselig til Açorernes 10. ø.
Gennem tiderne har Açorerne også været plaget af jordskælv. I 1980 led Angra do Heroísmo på Terceira stor skade, og i 1998 gik det ud over Faial.
Der findes talrige bjergbække og vandfald, og i de mange kraterdale ligger smukke blå kratersøer, der ofte er naturskabte »svømmebassiner«. São Miguel har boblende varme kilder og mineralske og helbredende kilder i Furnas. Underjordiske søer finder man på Terceira og Graciosa.
Mellem vulkanerne ligger store, flade strækninger med frugtbar landbrugsjord, smukke, dybe kløfter – og hver ø har sit eget særprægede landskab. (Se også: Let læsning til fly, Vulkaner og jordskælv).
Klimatiske forhold
Det velkendte højtryk over Açorerne påvirker Europas vejr.
Açorerne er omgivet af den varme Golfstrøm og har tempereret oceanisk klima, fugtigt og mildt, med kun små temperatursvingninger i løbet af et år: 14°-27°. Luften er frisk og uforurenet, og luftfugtigheden er høj. Vandtemperaturen er 16°-23°. Fra april til november er vejret ret stabilt (bedst i jun.-sep.), hvorimod vinterhalvåret kan være stormfuldt og skiftende. På én dag kan man opleve alle fire årstiders vejr – så det er svært at være meteorolog på Açorerne! Vinterregnen giver 710-1600 mm årligt, og på bjergtoppene kan der falde sne. Men også her bør bemærkes, at hver ø har sit eget klima, fx har Santa Maria mest sol og Flores og Corvo mest regn.
Plante- og dyreliv
Açorerne er en del af det biogeografiske område Makaronesien. Det smukke ord, Macaronésia (gr. Macarion+nesoi, lykkelige øer), blev brugt første gang i 1800-tallet af en engelsk botaniker og geolog, Philip Barker Webb, om øgrupperne Açorerne, Madeira, Canarie og Kap Verde, for - takket være et stabilt oceanisk klima - overlevede her nogle sande naturrelikvier fx laurbærskov, som i resten af Europa gik til i istiden.
Flora
Açorerne har ca. 1000 plantearter, hvoraf 75 er endemiske. Der findes flere end 400 mosarter og utallige bregnearter bl.a. træbregne (feto arbóreo, Sphaeropteris cooperi, fra Australien).
I den fugtige »tågezone«, 500-1000 m o.h., på næsten ufremkommelige steder findes stadig den enestående, tætte og stedsegrønne laurbærskov, laurissilva, af bl.a. açorisk laurbær (lauro, Laurus azorica), kristtorn (azevinho, Ilex perado ssp. Azorica), ceder/ene (cedro-do-mato, Juniperus brevifolia), açorisk blåbær (uva-da-serra, Vaccinium cylindraceum) açorisk trælyng (urze, Erica azorica) og picconia/açoreroliven (pau branco, Picconia azorica). Disse vækster samt pors (faia-da-terra, Myrica faya) og tørstetræ/vrietorn (sanguinho, Frangula azorica) findes også spredt på øerne og fx er açorisk blåbær en delikatesse for efterårsvandrere.
Bosættere ryddede store del af laurbærskovene for at dyrke jorden, men indførte også andre træsorter, som i dag præger landskabet: den hurtigt voksende, op til 20 m høje kryptomeria (criptoméria, Cryptomeria japonica), der ofte plantes som læhegn. Det stærkt duftende falsk kaffetræ (incenso, Pittosporum undulatum, fra Australien), der bl.a. bruges til dekoration af gaderne ved landsbyfesterne, breder sig aggressivt i forhold til de lokale træer og er godt i gang med at overtage de lavtliggende skove. Den elegante norfolkgran (araucária, Araucaria), der ofte benyttes som landemærke for fiskere og det rødblomstrende New Zealand juletræ (metrosídero, Metrosiderus excelsa). Desuden er der kastanje, platan og drageblodstræ (se: Let læsning til fly). I 1988 indførtes eukalyptus, der giver godt gavntræ, men er vandkrævende og hurtigt voksende (op til 30 m). Det gav, som på det portugisiske fastland, anledning til økologiske stridigheder.
Açorernes nationalblomst er også indført: den blåblomstrende hortensia (fra Japan) står som meterhøje og kilometerlange hække langs veje og som markskel – et vidunderligt syn, når de blomstrer i juli-august, samtidig med de blå og hvide agapantus, samt hibiscus, bougainvillea og mange andre. Mens disse langsomt taber farverne i sensommeren, dukker belladonna, i stærk pink, op i store grupper, ja, nærmest i lave hække – helt betagende. Også foråret er overdådigt med blomstrende azalea, rododendron og kamelia.
Men paradiset trues af tre planter, der blev indført som prydplanter: værst er fakkelplanten (roca-da-velha/conteira, Hedychium gardnerianum, fra Himalaya), der ganske vist er praktisk at gribe fat i på glatte vandrestier - men den næsten to meter høje plante med smuk gul blomsterstand (der giver 1000 frø), sød nektar og kæmpe rodknolde breder sig aggressivt og uhæmmet på alle øer og kvæler alt andet. Djævlefod (gigante, Gunnera tinctoria, fra Brasilien) med kæmpe skræppeblade breder sig som steppebrand, især på São Miguel. Og sammen med falsk kaffetræ (se ovenfor) er alle tre er en trussel mod laurbærskovene, andre endemiske planter – og de smalle vandrestier.
Fauna
På land piler firben rundt på stengærder og vildkaniner over vejene; af og til ses et luntende pindsvin. Açorerne er obligatorisk stop for mange trækfugle, der yngler på øerne, og i luften ses både land- og søfugle (60 arter, hvoraf 33 yngler): skovdue, glente, solsort, kanariefugl, rødkælk, bogfinke, stenvender, musvåge og »priôlo« (Pyrrhula murina, en art grå dompap, der er endemisk og kun lever i laurbærskoven ved Pico da Vara på São Miguel), foruden mange arter af måger og andre søfugle bl.a. Kuhls skråpe (cagarro) og fjordterne (garajau) (se: Let læsning til fly, Fugle på Açorerne), talrige sommerfuglearter – og en endemisk flagermus. Havet vrimler med havål, blæksprutte, sværdfisk, tun, hvid og blå marlin, havaborre, hestemakrel, mulle, haj, delfin og andre hvaler bl.a. kaskelot (se: Let læsning til fly, Hvalfangst og -safari).
Naturreservater og miljøbeskyttelse
Øerne har snesevis af naturreservater, fredede landskaber, parker og skove, hvor lokalregeringen gør sit til at bevare øernes økosystem. Her er bl.a. 15 fredede ornitologiske zoner, og 13% af Açorerne er naturfredet område og indgår i Natura 2000 (Rede Natura 2000), EU’s økologiske netværk af beskyttede områder, og her udgør Makaronesien en af EU’s biogeologiske regioner.
UNESCOs liste over biosfærereservater inkluderer Graciosa, Flores og Corvo med deres variation af Makaronesiens biotyper.
Açorerenes engagement i natur- og miljøbeskyttelse førte i 1995 til »Den europæiske pris for turisme og miljø«, og foreningen Amigos dos Açores (www.amigosdosacores.pt) har mange projekter i gang for at beskytte naturen og give miljøundervisning. Desuden har man fine resultater med udnyttelse af alternativ energi som jordvarme, vandkraft og vindmøller – og Terceira Mar Hotel har, som eneste hotel i Portugal, fået EU’s økocertifikat.
© Nina Jalser
Açorerne omfatter ni beboede øer, og adskillige mindre småøer, samlet i tre grupper. De østlige øer: São Miguel (759 km2), Santa Maria (97 km2) og de ubeboede klippeskær, Formigas (myrer). De midterste øer: Terceira (382 km2), Graciosa (62 km2), São Jorge (246 km2), Pico (433 km2) og Faial (172 km2). De vestlige øer: Flores (143 km2) og Corvo (17 km2). Til sammenligning er Bornholm 550 km2. Fra den østligste til den vestligste ø er der 615 km.
Øgruppen ligger i den nordøstlige del af Atlanterhavet (1460 km fra Lissabon og 3750 km fra New York) på østskråningen af Den Midtatlantiske Højderyg. Denne undersøiske bjergkæde, kendt for vulkansk aktivitet, er verdens længste og strækker sig 15.000 km fra nord for Island (65°N) til syd for Tristan da Cunha (37°S). Den rejser sig flere tusinde meter op gennem dybhavet og danner enkelte steder land som ved bl.a. Island og Açorerne.
Alle Açorerøerne er af vulkansk oprindelse. Det ses tydeligt af de mange vulkanske kratere, caldeiras, og lavalandskaber, og flere steder kan man stadig opleve vulkansk aktivitet i undergrunden, fx på São Miguel og Graciosa. De fleste vulkaner er udslukte, kun ni er endnu aktive.
Mellem øerne er der dukket vulkaner op af havet, men efter udbrud er de forsvundet igen. Ved Faials vestkyst dannedes ved et vulkansk udbrud i 1957-58 en lille halvø, som ligger der endnu. Açorernes højeste punkt, vulkanen Pico (2351 m), har ikke været i udbrud siden 1720; men mellem São Miguel og Terceira ulmer en undersøisk vulkan – måske bliver den pludselig til Açorernes 10. ø.
Gennem tiderne har Açorerne også været plaget af jordskælv. I 1980 led Angra do Heroísmo på Terceira stor skade, og i 1998 gik det ud over Faial.
Der findes talrige bjergbække og vandfald, og i de mange kraterdale ligger smukke blå kratersøer, der ofte er naturskabte »svømmebassiner«. São Miguel har boblende varme kilder og mineralske og helbredende kilder i Furnas. Underjordiske søer finder man på Terceira og Graciosa.
Mellem vulkanerne ligger store, flade strækninger med frugtbar landbrugsjord, smukke, dybe kløfter – og hver ø har sit eget særprægede landskab. (Se også: Let læsning til fly, Vulkaner og jordskælv).
Klimatiske forhold
Det velkendte højtryk over Açorerne påvirker Europas vejr.
Açorerne er omgivet af den varme Golfstrøm og har tempereret oceanisk klima, fugtigt og mildt, med kun små temperatursvingninger i løbet af et år: 14°-27°. Luften er frisk og uforurenet, og luftfugtigheden er høj. Vandtemperaturen er 16°-23°. Fra april til november er vejret ret stabilt (bedst i jun.-sep.), hvorimod vinterhalvåret kan være stormfuldt og skiftende. På én dag kan man opleve alle fire årstiders vejr – så det er svært at være meteorolog på Açorerne! Vinterregnen giver 710-1600 mm årligt, og på bjergtoppene kan der falde sne. Men også her bør bemærkes, at hver ø har sit eget klima, fx har Santa Maria mest sol og Flores og Corvo mest regn.
Plante- og dyreliv
Açorerne er en del af det biogeografiske område Makaronesien. Det smukke ord, Macaronésia (gr. Macarion+nesoi, lykkelige øer), blev brugt første gang i 1800-tallet af en engelsk botaniker og geolog, Philip Barker Webb, om øgrupperne Açorerne, Madeira, Canarie og Kap Verde, for - takket være et stabilt oceanisk klima - overlevede her nogle sande naturrelikvier fx laurbærskov, som i resten af Europa gik til i istiden.
Flora
Açorerne har ca. 1000 plantearter, hvoraf 75 er endemiske. Der findes flere end 400 mosarter og utallige bregnearter bl.a. træbregne (feto arbóreo, Sphaeropteris cooperi, fra Australien).
I den fugtige »tågezone«, 500-1000 m o.h., på næsten ufremkommelige steder findes stadig den enestående, tætte og stedsegrønne laurbærskov, laurissilva, af bl.a. açorisk laurbær (lauro, Laurus azorica), kristtorn (azevinho, Ilex perado ssp. Azorica), ceder/ene (cedro-do-mato, Juniperus brevifolia), açorisk blåbær (uva-da-serra, Vaccinium cylindraceum) açorisk trælyng (urze, Erica azorica) og picconia/açoreroliven (pau branco, Picconia azorica). Disse vækster samt pors (faia-da-terra, Myrica faya) og tørstetræ/vrietorn (sanguinho, Frangula azorica) findes også spredt på øerne og fx er açorisk blåbær en delikatesse for efterårsvandrere.
Bosættere ryddede store del af laurbærskovene for at dyrke jorden, men indførte også andre træsorter, som i dag præger landskabet: den hurtigt voksende, op til 20 m høje kryptomeria (criptoméria, Cryptomeria japonica), der ofte plantes som læhegn. Det stærkt duftende falsk kaffetræ (incenso, Pittosporum undulatum, fra Australien), der bl.a. bruges til dekoration af gaderne ved landsbyfesterne, breder sig aggressivt i forhold til de lokale træer og er godt i gang med at overtage de lavtliggende skove. Den elegante norfolkgran (araucária, Araucaria), der ofte benyttes som landemærke for fiskere og det rødblomstrende New Zealand juletræ (metrosídero, Metrosiderus excelsa). Desuden er der kastanje, platan og drageblodstræ (se: Let læsning til fly). I 1988 indførtes eukalyptus, der giver godt gavntræ, men er vandkrævende og hurtigt voksende (op til 30 m). Det gav, som på det portugisiske fastland, anledning til økologiske stridigheder.
Açorernes nationalblomst er også indført: den blåblomstrende hortensia (fra Japan) står som meterhøje og kilometerlange hække langs veje og som markskel – et vidunderligt syn, når de blomstrer i juli-august, samtidig med de blå og hvide agapantus, samt hibiscus, bougainvillea og mange andre. Mens disse langsomt taber farverne i sensommeren, dukker belladonna, i stærk pink, op i store grupper, ja, nærmest i lave hække – helt betagende. Også foråret er overdådigt med blomstrende azalea, rododendron og kamelia.
Men paradiset trues af tre planter, der blev indført som prydplanter: værst er fakkelplanten (roca-da-velha/conteira, Hedychium gardnerianum, fra Himalaya), der ganske vist er praktisk at gribe fat i på glatte vandrestier - men den næsten to meter høje plante med smuk gul blomsterstand (der giver 1000 frø), sød nektar og kæmpe rodknolde breder sig aggressivt og uhæmmet på alle øer og kvæler alt andet. Djævlefod (gigante, Gunnera tinctoria, fra Brasilien) med kæmpe skræppeblade breder sig som steppebrand, især på São Miguel. Og sammen med falsk kaffetræ (se ovenfor) er alle tre er en trussel mod laurbærskovene, andre endemiske planter – og de smalle vandrestier.
Fauna
På land piler firben rundt på stengærder og vildkaniner over vejene; af og til ses et luntende pindsvin. Açorerne er obligatorisk stop for mange trækfugle, der yngler på øerne, og i luften ses både land- og søfugle (60 arter, hvoraf 33 yngler): skovdue, glente, solsort, kanariefugl, rødkælk, bogfinke, stenvender, musvåge og »priôlo« (Pyrrhula murina, en art grå dompap, der er endemisk og kun lever i laurbærskoven ved Pico da Vara på São Miguel), foruden mange arter af måger og andre søfugle bl.a. Kuhls skråpe (cagarro) og fjordterne (garajau) (se: Let læsning til fly, Fugle på Açorerne), talrige sommerfuglearter – og en endemisk flagermus. Havet vrimler med havål, blæksprutte, sværdfisk, tun, hvid og blå marlin, havaborre, hestemakrel, mulle, haj, delfin og andre hvaler bl.a. kaskelot (se: Let læsning til fly, Hvalfangst og -safari).
Naturreservater og miljøbeskyttelse
Øerne har snesevis af naturreservater, fredede landskaber, parker og skove, hvor lokalregeringen gør sit til at bevare øernes økosystem. Her er bl.a. 15 fredede ornitologiske zoner, og 13% af Açorerne er naturfredet område og indgår i Natura 2000 (Rede Natura 2000), EU’s økologiske netværk af beskyttede områder, og her udgør Makaronesien en af EU’s biogeologiske regioner.
UNESCOs liste over biosfærereservater inkluderer Graciosa, Flores og Corvo med deres variation af Makaronesiens biotyper.
Açorerenes engagement i natur- og miljøbeskyttelse førte i 1995 til »Den europæiske pris for turisme og miljø«, og foreningen Amigos dos Açores (www.amigosdosacores.pt) har mange projekter i gang for at beskytte naturen og give miljøundervisning. Desuden har man fine resultater med udnyttelse af alternativ energi som jordvarme, vandkraft og vindmøller – og Terceira Mar Hotel har, som eneste hotel i Portugal, fået EU’s økocertifikat.
© Nina Jalser
