São Jorge
São Jorge er vandrernes favorit, en pragtfuld natur, store fredede områder med endemiske planter, idylliske græsgange, frugtbare fajãs, fuglesang, kvækkende frøer, skønhed og harmoni. Her kan man virkelig forestille sig, hvordan Açorerne så ud, da de første bosættere ankom.
Af Nina Jalser
Fakta om São Jorge
Indbyggere: 10.300
Længde: 56 km
Bredde: 8 km
Areal: 246 km2
Højeste punkt: Pico da Esperança, 1053 m o.h.
Hovedby: Velas, 1900 indb.
Klima: 12o-25o, mildt
Stejle, forrevne og skovklædte klipper falder, især på nordkysten, brat, næsten lodret ned til små, frugtbare, flade platforme, fajãs, (se nedenfor). De enestående fajãs er øens ex-libris – og der er ca. 50 af dem. Det er også på nordkysten den populære vandrerute Serra do Topo-Caldeira de Santo Cristo-Fajã dos Cubres ligger. Ruten er imponerende og et »must«. Også øens eksotiske parker er værd at opleve. Sydkysten har et blidere fald mod havet. Her ligger de fleste byer med hyggelige caféer, restauranter og et par seværdigheder. Glem ikke at smage øens berømte ost.
Fajãs
Fajãs består enten af lava, der løb fra krateret ud i havet eller af eroderede eller jordskælvsramte bjergsider – der danner en flad kystslette. Nogle er store nok til en hel landsby, andre har blot et par huse; men alle er frugtbare og har deres eget mikroklima og er ideelle til dyrkning af frugt og grøntsager, enkelte endog med vin, banan og kaffe. São Jorge har ca. 50 fajãs, der har været opdyrket med stor arbejdsindsats. Efter jordskælv i 1980 og 1998 blev mange fajãs forladt; men folk er ved at vende tilbage til de sikre. Gamle, faldefærdige huse restaureres – fajãs er igen blevet populære.
Mange fajãs er fredede områder og en stor naturoplevelse. Nogle kan kun nås til fods, andre med jeep, og ganske få med bus.
På São Jorge kører de fleste busser om morgenen mod hovedbyen Velas og sidst på eftermiddagen ud på øen – upraktisk for turister. Men det er let at blaffe, og der er taxaer.
Ønsker man at bruge apostlenes heste, er der tillokkende muligheder med smukke vandreture (se: Fod på vandreture) ad gode stier langs nord- og sydkysten og på højdedraget med smukke udsigter. Her er en del vindmøller af træ. Af de mange vandmøller er Cruzals (ved Topo) endnu i brug.
Øen har ingen sandstrand, men masser af bademuligheder i naturskabte pools, windsurfing, bådture og dykkere kan udforske undersøiske grotter. Jægere kan få ram på kanin og due, men det er øens varierede landskab, der fascinerer vandrerfugle og dem, der elsker at indånde ren, frisk luft.
Som centrum i midterøerne – ja, i hele Açorerne - ligger den cigarformede ø São JorgeSão Jorge (56 km fra Graciosa og 18 km fra Pico), en vulkansk ø som de andre, men uden dybe kratere. Øens form skyldes en række vulkanudbrud i næsten lige linie, og kraterne ses på højdedraget (ca. 700 m o.h.), der løber midt på øen.
São Jorges natur er – i forhold til de andre øers – vild og uberørt med mange endemiske områder. Laurbærkrat (laurissilva), açorisk trælyng (urze), ene og lidt egeskov, men også god landbrugsjord og græsgange - med fredeligt græssende kvæg - omgærdet af hegn af mørkeblå hortensia og belladonna i stedet for stengærder. Bække bliver til vandfald, der fosser ned ad grønne skråninger, og spredt ligger små søer med krystalklart vand.
Andelsbevægelsen fungerer fint på São Jorge, hvor hovederhvervene er kvægavl, fiskekonserves og mejeriproduktion. Syv ostefabrikker fremstiller den kendte ost Queijo São Jorge, der er mager, skarp og økologisk. De producerer pr dag 1000 oste à 10 kg, der eksporteres til fastlandet og til emigranter i USA og Canada. Desuden dyrkes majs, søde kartofler, yams, kaffe og tropiske frugter. Før i tiden dyrkede man farvevadj og deltog i appelsineventyret og hvalfangst.
Fajã dos Vimes har en helt speciel hjemmeindustri. Farverige tæpper og sengetæpper, colchas de ponto alto, væves af uld og bomuld på traditionelle trævæve.
Første gang, man hørte om São Jorge, var i 1439, og omkring 1443 havde de første bosættere slået sig ned i Topo. Den mest kendte bosætter var Willem van der Haghen, en adelsmand fra Flandern, der blev så portugisisk, at han ændrede sit navn til Guilherme da Silveira! Også nordportugisere slog sig ned på øen, som hurtigt blomstrede. I 1483 blev den givet til general-kaptajn Jõao Vaz Corte Real. Øen holdt stand mod spanierne indtil Terceiras fald i 1583. Selv om øen i de følgende århundreder var ret isoleret og fra tid til anden led hungersnød, blev den angrebet af engelske, franske og nordafrikanske pirater og korsarer. Mest kendt er Jarlen af Essex, der blev jaget på flugt af befolkningen, bevæbnet med sten og markredskaber.
Heller ikke jordskælv og vulkanudbrud har denne ø været skånet for: 1580, 1757, 1808, 1964, 1973, 1980 og 1998.
São Jorge er ikke længere isoleret. Øen har både lufthavn og to store havne: Velas og Calheta.
En stjerneklar nat på São Jorge – med udsigt til lysene på naboøen Pico med Portugals højeste bjerg; lyden af cikadernes sang; »agu-agu-a-a«-skrig fra Kuhls skråper (cagarro, Calonectris diomedea borealis, som de lokale kalder »jamrende svigermødre«), når de om aftenen vågner op til dåd – det er en oplevelse! og bedst ved Hotel São Jorge.
Velas
Velas med sine blændende hvide, stilfulde huse beliggende på en fajã, er øens hovedby og vigtigste havn, der ligger godt beskyttet af næsten lodrette, grønklædte klipper. Man kommer i land ved Portão do Mar (1799), en portal i resterne af den bymur, der skulle beskytte mod sørøvere, og kan gå lige op i det charmerende, gamle havnekvarter med smalle gader, gamle restaurerede huse og små forretninger. Gå også en tur op ad den hyggelige gågade, Rua Francisco Lacerda – eller op på toppen af vulkankrateret, Morro Grande (se: Fod på vandreture).
Værd at opleve
Jardim da República er byens centrale plads, charmerende og med park, coreto, undulatbure og hyggelige caféer - det er byens populære mødested. Her ligger rådhuset (1719), et fint eksempel på açorisk barok.
Igreja Matriz de São Jorge (åbent dgl. 10-12 og 14-18)
Kirken er opført i 1460 efter Infante Dom Henriques anvisning. Den har talha dourada, højalter med Skt. Georg, et lille men meget interessant museum for sakral kunst (1 €). På kirkepladsen ligger byens nyeste high-tec café.
Auditório Municipal, en ultramoderne bygning, er byens kulturcenter med bibliotek, teater, biograf, koncerter, café og Casa de Artesanato (ma.-fr. 9-17, gratis), der udstiller kunsthåndværk.
Jardim Botânico (højt oppe på bakken) har fine eksempler på øens flora og er udvidet med et økologisk område, et ecoteca (åbent dgl. 9-12.30 og 14-17.30, gratis).
Herfra kan man tage en speciel og flot nedkørsel til byen ad Rua dos Degraus, trappevejen, byens ældste »vej«. Den stejle trappe er »udfyldt« til bilkørsel!
São Jorge-øen rundt
Øen er beskrevet som én lang rundtur, hvorfra man selv kan vælge.
Beira
I Beira ligger et af Portugals ældste ostemejerier União de Cooperativas Agrícolas de Lacticénios, 1927 (åbent dgl. 9-12 og 14-17, tlf.295 438 274, www.acores.com/uniqueijo), hvor den kendte Queijo São Jorge, skarp i smagen, og Queijo da Ilha, en mere ordinær udgave, fremstilles. Om morgenen kan man følge den indledende osteproces. De store runde oste (ca. 35 cm i diameter, 15 cm høje og vægt 12 kg) lagres i 3-7 mdr. i moderne kølehuse, hvor de vendes hver anden dag. I små, lukkede rum foretager eksperterne kvalitetsbedømmelse ved blindsmagning.
Landsbyen har også et Casa de Artesanato, Caminho Velho-Beira, tlf.295 438 369, hvor lokale væversker fremstiller senge- og gulvtæpper.
Rosais
Ved Rosais, i et område med endemiske planter, er anlagt en smuk og børnevenlig park, Parque Florestal Sete Fontes (syv fontæner, åbent 24/7, gratis), perfekt til slentreture, med bl.a. stier kantet med meterhøje kameliaer, azalea, hortensia, agapantus og træbregner, søer med ænder og meget grønne og kvækkende frøer samt en lille dyrepark. En hvalbåd står på et fundament formet som øen São Jorge - et mindesmærke over øens emigranter. Omkring det lille kapel er der 15. aug. stor fest med folkedans, -sang og picnic. I nærheden er 11 vaskekar hugget ud i sten. Her kom kvinder for at vaske, inden byen Rosais fik rindende vand. Nu har frøer overtaget dem!
Fra Miradouro da Sete Fontes nær parken er der udsigt langs hele nordkysten, og fra Miradouro do Pico da Velha (490 m) kan man i klart vejr se alle fem midterøer
7 km fra parken er øens vestligste punkt Ponta dos Rosais. Herfra er der udsigt til et klippeskær: Torrão de Açucar, sukkertoppen. Det er tilholdssted for mange søfugle, bl.a. fjordterne (garajau, Sterna hirundo) og Kuhls skråpe (cagarro, Calonectris diomedea borealis). Fyrtårnet måtte forlades efter jordskælvet i 1980 og står nærmest som et mindesmærke. Bemærk også revner i jorden fra jordskælvet.
São Jorges nordlige del har »skove« af trælyng, der på øen anvendes til koste, hegn og brænde.
Bus: Velas-Rosais ma.-lø.
Nordkysten
Fra nordkystvejen, der går parallelt med havet er der mange afstikkere til øens fajãs.
På den nordlige hovedvej ligger minilandsbyen Toledo, den højest beliggende på Açorerne (600 m), grundlagt af spanierne under deres besættelse.
Norte Grande har mejeri og miradouro. Herefter går mindre veje med enestående udsigt ned til nordkystens fajãs.
Fajã do Ouvidor,
med udsigt langs den fantastiske nordkyst, har bademuligheder og fiskerleje. Her er en klippe fyldt med små endemiske planter, et miljøprojekt, Projecta Ambiente, viser et skilt.
Mange af de nye huse har egen pool, selv om her er populære naturskabte pools. Gå fx en lille tur til Poço Simão Dias (skilt viser vej) med fem morsomme pools, en med klippeø formet som ubåd. Nyd også udsigten til den stejle nordkyst med vandfald (se også: Fod på vandreture).
Café Amilicar, ved kajen, tlf.295 417 156/919 290 221, åbent dgl.10-24, god fisk som ejeren selv fanger, ring evt. i forvejen, veranda og udsigt
Bade: Ouvidor, naturskabt pool, alle faciliteter
Næste fajã, Fajã da Ribeira da Areia, er sommerhusområde for de lokale. Den store landsby, Norte Pequeno, har ostefabrik (åbent 7-17)
Café Reis, ved kirken, tlf.295 417 195, lille, typisk café
Fajã dos Cubres
Fra Miradoura da Fajã dos Cubres, er der den smukkeste udsigt over nordøstkystens Fajãs, helt til Fajã da Caldeira de Santo Cristo. Vejen fører videre ned til Fajã dos Cubres, en af de smukkeste fajãs. Den bebos af få familier, har mange små vandfald i de grønklædte klipper, lagune og fuglereservat for bl.a. fjordterner. Går man for tæt på deres reder, angriber de! (Se også: Fod på vandreture).
Café Costa Norte, ved kirken, tlf.917 795 238, åbent dgl. 7/12-23/02, enkel og eneste
Herfra fører en udvidet æselsti til Fajã Caldeira do Santo Cristo (se: Fod på vandreture), en isoleret landsby, som kun kan nås til fods (1 time), på æselryg, firhjulet motorcykel eller med båd. Her er en undersøisk grotte og en lagune med ameijoas (hjertemuslinger). Stedet er ideelt til surfing.
En vandrerute fortsætter (2 timer) til Serra do Topo med fem danske og to tyske vindmøller, der giver øen 10% af dens elforbrug. (Vandreturen er smukkest i modsat retning, se: Fod på vandreture).
Topo
Den maleriske gamle by med vingårde, fiskerleje og delvis naturskabt pool led ret stor skade under jordskælvet i 1980, men er restaureret. Det var her på østspidsen, at de første bosættere steg i land.
Igreja Matriz de Nossa Senhora do Rosário (1500-tallet, restaureret i 1761) og Igreja de São Francisco (1661), hvis tidligere kloster nu er Casa do Povo, folkets hus, giver et indtryk af øens fornemme arkitektur. Fra fyrtårnet (1923, tlf.295 415 157, åbent dgl. 8-16, gratis) og den yderste spids kan man se over til den pandekageflade ø, Ilhéu do Topo, et naturreservat, hvortil der kun er adgang for græssende får og køer. De svømmer over – bundet bag en båd!
Sydkysten
På sydkysten ligger de fleste byer, mange charmerende fajãs og ved Cruzals vandfald ses en fungerende vandmølle.
Fajã de São João med maleriske, snævre gyder, små stenhuse, der mest bebos om sommeren. Det er en sand frugthave, med ikke alene figen, appelsin, æble, valnød og kastanie, men også vin og endda kaffe. Her er en gammel vandmølle, minikapel, café og ældgammelt drageblodstræ. (En æselsti fører til Fajã dos Vimes, men efter jordskælvet i 1998 blev stien usikker – der sker ofte klippeskred).
Ribeira Secas Parque Florestal er en børnevenlig og vild og vidunderlig, eksotisk naturpark, fyldt med trælyng, laurbær- og træbregner.
Café Central, Travessas, tlf.295 416 178
Fajã dos Vimes (110 indb.) har vandfald, kaffeplanter og tre gamle vandmøller. Her væves øens kendte tæpper, colchas de ponto alto, på deres oprindelsessted.
Café Nunes, nær væveriet, serverer lokal kaffe
Calheta
Byen (1500 indb.) med smukke, gamle huse langs kysten, er en travl fiskerihavn, med tunkonservesfabrik og færgeforbindelse til Graciosa og Terceira.
Museu de São Jorge/Francisco de Lacerda, Rua José Azevedo da Cunha, åbent ma.-fr. 9.30-17.30, lø.-sø.14-17.30, 1 €, café, tlf.295 416 323, www.azores.gov.pt
Museet, der er indrettet i et solar fra 1811, giver et godt indtryk af, hvordan livet tidligere formede sig på øen, tillige med ostens historie, møllermetoder, klædedragter, keramik og musik, især om øens kendte søn, komponisten Francisco de Lacerda (1869-1934), der var ven med Debussy. AV-show. Her er kulturcenter, bibliotek, mediecenter for børn og friluftscene.
Bade: Fajã Grande, naturskabt pool, faciliteter, blåt flag
Manadas
I den charmerende landsby Manadas, en af øens ældste, med fiskerleje, ligger Igreja de Santa Bárbara (åbent ma.-fr. 9-17, nøglen fås bag kirken i nr. 6). Den er en af Açorernes mest interessante kirker, rigt udsmykket og med baroktårn. En virkelig perle. Inde i kirken, omkring et imponerende højalter, hænger italienske malerier (1700-tallet) med påskemotiver – og et selvportræt af en af kirkens malere, Frei Agostino de Sá. Azulejos skildrer Santa Barbaras hårde skæbne: Hun blev pga. sin tro indespærret i et tårn og senere halshugget af sin egen far, som straks blev ramt af lyn – for sin udåd. Hun er skytshelgen for artillerister og geologer og værner mod brat død, lynnedslag og ildebrand. Hendes attribut er et tårn, og hendes festdag er 4. december, som naturligvis fejres i landsbyen.
I 1485 fandt man i havet nær kysten en lille træfigur af Santa Bárbara. Derefter opførtes et lille kapel, og fra 1510 til 1770 blev kirken opført og færdigudsmykket.
Ved hovedvejen ligger øens mindste ostefabrik, Cooperativa Leitária Manadas (dgl. 7-16, tlf.295 414 267).
Værd at vide
Bus: Velas
Restaurante Maré Viva, Fajã das Almas, tlf.295 414 495, åbent dgl.8-23, ved klippepøler, udsigt til Pico, specialitet fisk og blæksprutter, lille restaurant bestil bord
Bade: Fajã das Almas, lille, naturskabt pool, ingen faciliteter
Urzelina
Landsbyens store huse vidner om, at den tidligere var en velhavende »appelsinby«. Her står et »mindesmærke« fra Pico das Caldeirinhas vulkanudbrud i 1808, hvor dele af landsby og kirke blev dækket af lava – kun kirketårnet blev tilbage.
Ved havnen ses et par restaurerede vindmøller, et lille landbrugsmuseum (åbent jun-aug 10-12 og 14-17, gratis) og, under det gamle slagtehus, ligger grotten Furna das Pombas (pomba, due), som er ét stort dueslag.
I Ribeira do Nabo kan man i Cooperativa de Artesanato (ma.-fr. 9-17.30, tlf.295 414 296) se tæpper blive vævet - og andet kunsthåndværk.
Efter lufthavnen, i Ponta da Queimada, er der en flot udsigt til Velas og en lille anløbsplads. Her hejste man, før hovedvejens tid, et flag som signal til bådsmanden i Velas om, at man ville ros over.
Pico da Esperança og højderyggen (se: Fod på vandreture).
© Nina Jalser
Af Nina Jalser
Fakta om São Jorge
Indbyggere: 10.300
Længde: 56 km
Bredde: 8 km
Areal: 246 km2
Højeste punkt: Pico da Esperança, 1053 m o.h.
Hovedby: Velas, 1900 indb.
Klima: 12o-25o, mildt
Stejle, forrevne og skovklædte klipper falder, især på nordkysten, brat, næsten lodret ned til små, frugtbare, flade platforme, fajãs, (se nedenfor). De enestående fajãs er øens ex-libris – og der er ca. 50 af dem. Det er også på nordkysten den populære vandrerute Serra do Topo-Caldeira de Santo Cristo-Fajã dos Cubres ligger. Ruten er imponerende og et »must«. Også øens eksotiske parker er værd at opleve. Sydkysten har et blidere fald mod havet. Her ligger de fleste byer med hyggelige caféer, restauranter og et par seværdigheder. Glem ikke at smage øens berømte ost.
Fajãs
Fajãs består enten af lava, der løb fra krateret ud i havet eller af eroderede eller jordskælvsramte bjergsider – der danner en flad kystslette. Nogle er store nok til en hel landsby, andre har blot et par huse; men alle er frugtbare og har deres eget mikroklima og er ideelle til dyrkning af frugt og grøntsager, enkelte endog med vin, banan og kaffe. São Jorge har ca. 50 fajãs, der har været opdyrket med stor arbejdsindsats. Efter jordskælv i 1980 og 1998 blev mange fajãs forladt; men folk er ved at vende tilbage til de sikre. Gamle, faldefærdige huse restaureres – fajãs er igen blevet populære.
Mange fajãs er fredede områder og en stor naturoplevelse. Nogle kan kun nås til fods, andre med jeep, og ganske få med bus.
På São Jorge kører de fleste busser om morgenen mod hovedbyen Velas og sidst på eftermiddagen ud på øen – upraktisk for turister. Men det er let at blaffe, og der er taxaer.
Ønsker man at bruge apostlenes heste, er der tillokkende muligheder med smukke vandreture (se: Fod på vandreture) ad gode stier langs nord- og sydkysten og på højdedraget med smukke udsigter. Her er en del vindmøller af træ. Af de mange vandmøller er Cruzals (ved Topo) endnu i brug.
Øen har ingen sandstrand, men masser af bademuligheder i naturskabte pools, windsurfing, bådture og dykkere kan udforske undersøiske grotter. Jægere kan få ram på kanin og due, men det er øens varierede landskab, der fascinerer vandrerfugle og dem, der elsker at indånde ren, frisk luft.
Som centrum i midterøerne – ja, i hele Açorerne - ligger den cigarformede ø São JorgeSão Jorge (56 km fra Graciosa og 18 km fra Pico), en vulkansk ø som de andre, men uden dybe kratere. Øens form skyldes en række vulkanudbrud i næsten lige linie, og kraterne ses på højdedraget (ca. 700 m o.h.), der løber midt på øen.
São Jorges natur er – i forhold til de andre øers – vild og uberørt med mange endemiske områder. Laurbærkrat (laurissilva), açorisk trælyng (urze), ene og lidt egeskov, men også god landbrugsjord og græsgange - med fredeligt græssende kvæg - omgærdet af hegn af mørkeblå hortensia og belladonna i stedet for stengærder. Bække bliver til vandfald, der fosser ned ad grønne skråninger, og spredt ligger små søer med krystalklart vand.
Andelsbevægelsen fungerer fint på São Jorge, hvor hovederhvervene er kvægavl, fiskekonserves og mejeriproduktion. Syv ostefabrikker fremstiller den kendte ost Queijo São Jorge, der er mager, skarp og økologisk. De producerer pr dag 1000 oste à 10 kg, der eksporteres til fastlandet og til emigranter i USA og Canada. Desuden dyrkes majs, søde kartofler, yams, kaffe og tropiske frugter. Før i tiden dyrkede man farvevadj og deltog i appelsineventyret og hvalfangst.
Fajã dos Vimes har en helt speciel hjemmeindustri. Farverige tæpper og sengetæpper, colchas de ponto alto, væves af uld og bomuld på traditionelle trævæve.
Første gang, man hørte om São Jorge, var i 1439, og omkring 1443 havde de første bosættere slået sig ned i Topo. Den mest kendte bosætter var Willem van der Haghen, en adelsmand fra Flandern, der blev så portugisisk, at han ændrede sit navn til Guilherme da Silveira! Også nordportugisere slog sig ned på øen, som hurtigt blomstrede. I 1483 blev den givet til general-kaptajn Jõao Vaz Corte Real. Øen holdt stand mod spanierne indtil Terceiras fald i 1583. Selv om øen i de følgende århundreder var ret isoleret og fra tid til anden led hungersnød, blev den angrebet af engelske, franske og nordafrikanske pirater og korsarer. Mest kendt er Jarlen af Essex, der blev jaget på flugt af befolkningen, bevæbnet med sten og markredskaber.
Heller ikke jordskælv og vulkanudbrud har denne ø været skånet for: 1580, 1757, 1808, 1964, 1973, 1980 og 1998.
São Jorge er ikke længere isoleret. Øen har både lufthavn og to store havne: Velas og Calheta.
En stjerneklar nat på São Jorge – med udsigt til lysene på naboøen Pico med Portugals højeste bjerg; lyden af cikadernes sang; »agu-agu-a-a«-skrig fra Kuhls skråper (cagarro, Calonectris diomedea borealis, som de lokale kalder »jamrende svigermødre«), når de om aftenen vågner op til dåd – det er en oplevelse! og bedst ved Hotel São Jorge.
Velas
Velas med sine blændende hvide, stilfulde huse beliggende på en fajã, er øens hovedby og vigtigste havn, der ligger godt beskyttet af næsten lodrette, grønklædte klipper. Man kommer i land ved Portão do Mar (1799), en portal i resterne af den bymur, der skulle beskytte mod sørøvere, og kan gå lige op i det charmerende, gamle havnekvarter med smalle gader, gamle restaurerede huse og små forretninger. Gå også en tur op ad den hyggelige gågade, Rua Francisco Lacerda – eller op på toppen af vulkankrateret, Morro Grande (se: Fod på vandreture).
Værd at opleve
Jardim da República er byens centrale plads, charmerende og med park, coreto, undulatbure og hyggelige caféer - det er byens populære mødested. Her ligger rådhuset (1719), et fint eksempel på açorisk barok.
Igreja Matriz de São Jorge (åbent dgl. 10-12 og 14-18)
Kirken er opført i 1460 efter Infante Dom Henriques anvisning. Den har talha dourada, højalter med Skt. Georg, et lille men meget interessant museum for sakral kunst (1 €). På kirkepladsen ligger byens nyeste high-tec café.
Auditório Municipal, en ultramoderne bygning, er byens kulturcenter med bibliotek, teater, biograf, koncerter, café og Casa de Artesanato (ma.-fr. 9-17, gratis), der udstiller kunsthåndværk.
Jardim Botânico (højt oppe på bakken) har fine eksempler på øens flora og er udvidet med et økologisk område, et ecoteca (åbent dgl. 9-12.30 og 14-17.30, gratis).
Herfra kan man tage en speciel og flot nedkørsel til byen ad Rua dos Degraus, trappevejen, byens ældste »vej«. Den stejle trappe er »udfyldt« til bilkørsel!
São Jorge-øen rundt
Øen er beskrevet som én lang rundtur, hvorfra man selv kan vælge.
Beira
I Beira ligger et af Portugals ældste ostemejerier União de Cooperativas Agrícolas de Lacticénios, 1927 (åbent dgl. 9-12 og 14-17, tlf.295 438 274, www.acores.com/uniqueijo), hvor den kendte Queijo São Jorge, skarp i smagen, og Queijo da Ilha, en mere ordinær udgave, fremstilles. Om morgenen kan man følge den indledende osteproces. De store runde oste (ca. 35 cm i diameter, 15 cm høje og vægt 12 kg) lagres i 3-7 mdr. i moderne kølehuse, hvor de vendes hver anden dag. I små, lukkede rum foretager eksperterne kvalitetsbedømmelse ved blindsmagning.
Landsbyen har også et Casa de Artesanato, Caminho Velho-Beira, tlf.295 438 369, hvor lokale væversker fremstiller senge- og gulvtæpper.
Rosais
Ved Rosais, i et område med endemiske planter, er anlagt en smuk og børnevenlig park, Parque Florestal Sete Fontes (syv fontæner, åbent 24/7, gratis), perfekt til slentreture, med bl.a. stier kantet med meterhøje kameliaer, azalea, hortensia, agapantus og træbregner, søer med ænder og meget grønne og kvækkende frøer samt en lille dyrepark. En hvalbåd står på et fundament formet som øen São Jorge - et mindesmærke over øens emigranter. Omkring det lille kapel er der 15. aug. stor fest med folkedans, -sang og picnic. I nærheden er 11 vaskekar hugget ud i sten. Her kom kvinder for at vaske, inden byen Rosais fik rindende vand. Nu har frøer overtaget dem!
Fra Miradouro da Sete Fontes nær parken er der udsigt langs hele nordkysten, og fra Miradouro do Pico da Velha (490 m) kan man i klart vejr se alle fem midterøer
7 km fra parken er øens vestligste punkt Ponta dos Rosais. Herfra er der udsigt til et klippeskær: Torrão de Açucar, sukkertoppen. Det er tilholdssted for mange søfugle, bl.a. fjordterne (garajau, Sterna hirundo) og Kuhls skråpe (cagarro, Calonectris diomedea borealis). Fyrtårnet måtte forlades efter jordskælvet i 1980 og står nærmest som et mindesmærke. Bemærk også revner i jorden fra jordskælvet.
São Jorges nordlige del har »skove« af trælyng, der på øen anvendes til koste, hegn og brænde.
Bus: Velas-Rosais ma.-lø.
Nordkysten
Fra nordkystvejen, der går parallelt med havet er der mange afstikkere til øens fajãs.
På den nordlige hovedvej ligger minilandsbyen Toledo, den højest beliggende på Açorerne (600 m), grundlagt af spanierne under deres besættelse.
Norte Grande har mejeri og miradouro. Herefter går mindre veje med enestående udsigt ned til nordkystens fajãs.
Fajã do Ouvidor,
med udsigt langs den fantastiske nordkyst, har bademuligheder og fiskerleje. Her er en klippe fyldt med små endemiske planter, et miljøprojekt, Projecta Ambiente, viser et skilt.
Mange af de nye huse har egen pool, selv om her er populære naturskabte pools. Gå fx en lille tur til Poço Simão Dias (skilt viser vej) med fem morsomme pools, en med klippeø formet som ubåd. Nyd også udsigten til den stejle nordkyst med vandfald (se også: Fod på vandreture).
Café Amilicar, ved kajen, tlf.295 417 156/919 290 221, åbent dgl.10-24, god fisk som ejeren selv fanger, ring evt. i forvejen, veranda og udsigt
Bade: Ouvidor, naturskabt pool, alle faciliteter
Næste fajã, Fajã da Ribeira da Areia, er sommerhusområde for de lokale. Den store landsby, Norte Pequeno, har ostefabrik (åbent 7-17)
Café Reis, ved kirken, tlf.295 417 195, lille, typisk café
Fajã dos Cubres
Fra Miradoura da Fajã dos Cubres, er der den smukkeste udsigt over nordøstkystens Fajãs, helt til Fajã da Caldeira de Santo Cristo. Vejen fører videre ned til Fajã dos Cubres, en af de smukkeste fajãs. Den bebos af få familier, har mange små vandfald i de grønklædte klipper, lagune og fuglereservat for bl.a. fjordterner. Går man for tæt på deres reder, angriber de! (Se også: Fod på vandreture).
Café Costa Norte, ved kirken, tlf.917 795 238, åbent dgl. 7/12-23/02, enkel og eneste
Herfra fører en udvidet æselsti til Fajã Caldeira do Santo Cristo (se: Fod på vandreture), en isoleret landsby, som kun kan nås til fods (1 time), på æselryg, firhjulet motorcykel eller med båd. Her er en undersøisk grotte og en lagune med ameijoas (hjertemuslinger). Stedet er ideelt til surfing.
En vandrerute fortsætter (2 timer) til Serra do Topo med fem danske og to tyske vindmøller, der giver øen 10% af dens elforbrug. (Vandreturen er smukkest i modsat retning, se: Fod på vandreture).
Topo
Den maleriske gamle by med vingårde, fiskerleje og delvis naturskabt pool led ret stor skade under jordskælvet i 1980, men er restaureret. Det var her på østspidsen, at de første bosættere steg i land.
Igreja Matriz de Nossa Senhora do Rosário (1500-tallet, restaureret i 1761) og Igreja de São Francisco (1661), hvis tidligere kloster nu er Casa do Povo, folkets hus, giver et indtryk af øens fornemme arkitektur. Fra fyrtårnet (1923, tlf.295 415 157, åbent dgl. 8-16, gratis) og den yderste spids kan man se over til den pandekageflade ø, Ilhéu do Topo, et naturreservat, hvortil der kun er adgang for græssende får og køer. De svømmer over – bundet bag en båd!
Sydkysten
På sydkysten ligger de fleste byer, mange charmerende fajãs og ved Cruzals vandfald ses en fungerende vandmølle.
Fajã de São João med maleriske, snævre gyder, små stenhuse, der mest bebos om sommeren. Det er en sand frugthave, med ikke alene figen, appelsin, æble, valnød og kastanie, men også vin og endda kaffe. Her er en gammel vandmølle, minikapel, café og ældgammelt drageblodstræ. (En æselsti fører til Fajã dos Vimes, men efter jordskælvet i 1998 blev stien usikker – der sker ofte klippeskred).
Ribeira Secas Parque Florestal er en børnevenlig og vild og vidunderlig, eksotisk naturpark, fyldt med trælyng, laurbær- og træbregner.
Café Central, Travessas, tlf.295 416 178
Fajã dos Vimes (110 indb.) har vandfald, kaffeplanter og tre gamle vandmøller. Her væves øens kendte tæpper, colchas de ponto alto, på deres oprindelsessted.
Café Nunes, nær væveriet, serverer lokal kaffe
Calheta
Byen (1500 indb.) med smukke, gamle huse langs kysten, er en travl fiskerihavn, med tunkonservesfabrik og færgeforbindelse til Graciosa og Terceira.
Museu de São Jorge/Francisco de Lacerda, Rua José Azevedo da Cunha, åbent ma.-fr. 9.30-17.30, lø.-sø.14-17.30, 1 €, café, tlf.295 416 323, www.azores.gov.pt
Museet, der er indrettet i et solar fra 1811, giver et godt indtryk af, hvordan livet tidligere formede sig på øen, tillige med ostens historie, møllermetoder, klædedragter, keramik og musik, især om øens kendte søn, komponisten Francisco de Lacerda (1869-1934), der var ven med Debussy. AV-show. Her er kulturcenter, bibliotek, mediecenter for børn og friluftscene.
Bade: Fajã Grande, naturskabt pool, faciliteter, blåt flag
Manadas
I den charmerende landsby Manadas, en af øens ældste, med fiskerleje, ligger Igreja de Santa Bárbara (åbent ma.-fr. 9-17, nøglen fås bag kirken i nr. 6). Den er en af Açorernes mest interessante kirker, rigt udsmykket og med baroktårn. En virkelig perle. Inde i kirken, omkring et imponerende højalter, hænger italienske malerier (1700-tallet) med påskemotiver – og et selvportræt af en af kirkens malere, Frei Agostino de Sá. Azulejos skildrer Santa Barbaras hårde skæbne: Hun blev pga. sin tro indespærret i et tårn og senere halshugget af sin egen far, som straks blev ramt af lyn – for sin udåd. Hun er skytshelgen for artillerister og geologer og værner mod brat død, lynnedslag og ildebrand. Hendes attribut er et tårn, og hendes festdag er 4. december, som naturligvis fejres i landsbyen.
I 1485 fandt man i havet nær kysten en lille træfigur af Santa Bárbara. Derefter opførtes et lille kapel, og fra 1510 til 1770 blev kirken opført og færdigudsmykket.
Ved hovedvejen ligger øens mindste ostefabrik, Cooperativa Leitária Manadas (dgl. 7-16, tlf.295 414 267).
Værd at vide
Bus: Velas
Restaurante Maré Viva, Fajã das Almas, tlf.295 414 495, åbent dgl.8-23, ved klippepøler, udsigt til Pico, specialitet fisk og blæksprutter, lille restaurant bestil bord
Bade: Fajã das Almas, lille, naturskabt pool, ingen faciliteter
Urzelina
Landsbyens store huse vidner om, at den tidligere var en velhavende »appelsinby«. Her står et »mindesmærke« fra Pico das Caldeirinhas vulkanudbrud i 1808, hvor dele af landsby og kirke blev dækket af lava – kun kirketårnet blev tilbage.
Ved havnen ses et par restaurerede vindmøller, et lille landbrugsmuseum (åbent jun-aug 10-12 og 14-17, gratis) og, under det gamle slagtehus, ligger grotten Furna das Pombas (pomba, due), som er ét stort dueslag.
I Ribeira do Nabo kan man i Cooperativa de Artesanato (ma.-fr. 9-17.30, tlf.295 414 296) se tæpper blive vævet - og andet kunsthåndværk.
Efter lufthavnen, i Ponta da Queimada, er der en flot udsigt til Velas og en lille anløbsplads. Her hejste man, før hovedvejens tid, et flag som signal til bådsmanden i Velas om, at man ville ros over.
Pico da Esperança og højderyggen (se: Fod på vandreture).
© Nina Jalser
