Azorernes historie
Af Nina Jalser
Portugal – og dermed Açorerne – indtrådte i 1986 i EF (EU), og i 2002 indførtes euroen. Medlemskabet og den deraf følgende regionalstøtte har betydet meget for udbygningen af infrastrukturen, og fra mange byggepladser vajer EU-flaget.
Men allerede i oldtiden var der forbindelse mellem Açorerne og resten af Europa. FHistorieHistoriund af mønter fra Kartago (se: Let læsning til fly) vidner om dette folks ophold på Açorerne omkring 5. årh. f.Kr. Derefter har man ingen viden om øernes historie, indtil florentinerne i 1351 kortlagde en del af dem (»Medici Atlas«, findes på Nationalbiblioteket i Firenze).
Opdagelsesrejser
I 1427-31 sendte Infante Dom Henrique (Henrik Søfareren) sine opdagelsesrejsende til Açorerne under ledelse af Diogo de Silva, og 15. august 1432 landede Gonçalo Velho Cabral på Santa Maria. Én efter én blev øerne koloniseret, og i 1452 opdagede Diogo de Teive øerne Flores og Corvo. Øerne blev fordelt mellem de portugisiske søfarerkaptajner, der opdagede dem, og man landsatte husdyr - parvis som i Noahs ark! Hvis husdyr kunne overleve, kunne mennesker også. De første indbyggere var (formentlig tvangsudskrevne) portugisiske bønder og folk fra Flandern.
Til at begynde med tilhørte Açorerne stormesteren af Kristusordenen, som Henrik Søfareren administrerede, men da Dom Manuel 1. i 1495 kom på tronen, blev øerne statsejendom. Med opdagelsen af Amerika blev Açorerne trafikknudepunkt for både portugisiske og spanske skibe, der hentede frisk proviant. I deres kølvand fulgte pirater og korsarer, som ikke alene udplyndrede skibene, der transporterede rigdomme fra Den Nye Verden, men også befolkningen for fødevarer. Øernes militære forsvar var ikke særlig veludbygget, så de lokale bønder måtte til langt op i 1600-tallet selv kæmpe mod sørøvere fra England, Frankrig, Nederlandene og Nordafrika.
Fra 1580 til 1640 var øerne, ligesom Portugal, besat af spanierne. São Miguel og Terceira overgav sig dog først i 1583. I 1600-tallet og indtil 1759 var jesuitterne aktive på Açorerne, franciskanerne kom allerede med de første bosættere.
Under borgerkrigen i Portugal mellem absolutisterne (ville have enevælde), der støttede Dom Miguel, og liberalisterne, der støttede Dom Pedro 4., flygtede sidstnævnte til øen Terceira. Herfra forberedte han et oprør og drog med en hær på 3500 açorere til Mindelo ved Porto, hvor han i 1834 slog Dom Miguel. Dom Pedro 4. blev indsat som portugisisk regent, men døde samme år. Derefter besteg hans datter tronen som Dona Maria 2., og Dom Miguel sendtes i eksil.
I 1831-85 udkom de første aviser, og i 1846 etableredes dampskibsforbindelse med Lissabon.
Republik
Portugal blev i 1910 udråbt til republik. Dens første ledere kom fra Açorerne: den açoriske politiker og forfatter, Teófilo Braga, var chef for den provisoriske regering 1910-11. En anden açorer, advokat og lektor Manuel de Arriaga blev landets første præsident 1911-15, hvor Teófilo Braga igen overtager posten.
Under begge verdenskrige var øerne et vigtigt kommunikationscenter og flybase. På trods af at Portugal var neutral under 2. Verdenskrig, fik Winston Churchill i 1943 lov at bruge Açorerne som base under »Slaget om Atlanten«, og i 1982 under Falklandskrigen benyttedes de igen af englænderne. Øerne er stadig et strategisk støttepunkt for NATO og blev anvendt både under 2. Golfkrig og Irakkrigen (1991/2003) til optankning.
Efter Nellikerevolutionen 25. april 1974 mistede Portugal de fleste af sine kolonier. Straks opstod Bevægelsen for Det Açoriske Folks Selvstændighed (MAPAMAPA) og Den Açoriske Befrielsesfront (FLAFLA), og i 1976 fik øerne delvist selvstyre. Dette blev yderligere garanteret ved en forfatningsrevision i 1982.
© Nina Jalser
